USA's præsident, Donald Trump, skal tale med Polens præsident, Karol Nawrocki, onsdag.
Det oplyser en unavngiven embedsperson fra Det Hvide Hus til Reuters.
Embedspersonen tilføjer desuden, at både Trump og Det Hvide Hus følger med i rapporterne fra Polen.
Også over for nyhedsbureauet AFP bekræfter en embedsperson, at de to præsidenter har planer om at tale sammen i løbet af dagen.
Meldingen fra Det Hvide Hus kommer, efter at Polen har sagt, at et større antal russiske droner krænkede polsk luftrum natten til onsdag.
Den polske premierminister, Donald Tusk, har kaldt det en "storskalaprovokation" fra Rusland og sagt, at Polen står i en meget farlig situation.
USA's præsident, Donald Trump, har med få ord kommenteret på situationen i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
- Hvad sker der med Rusland, der krænker Polens luftrum med droner? Så kører vi! skriver han. (What's with Russia violating Poland's airspace with drones? Here we go!)
Ruslands forsvarsministerium siger samme dag, at det ikke planlagde angreb mod mål i Polen og melder sig klar til dialog.
- Der var ingen mål, som det var hensigten at ødelægge i Polen, siger det russiske forsvarsministerium ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Fra det russiske forsvarsministerium lyder det, at Rusland udførte et stort angreb på militæranlæg i det vestlige Ukraine.
Ministeriet hævder, at de russiske styrker opnåede alle mål med angrebet, og siger, at de droner, "som angiveligt krydsede grænsen til Polen", ikke havde en rækkevidde på mere end 700 kilometer.
Ifølge Reuters kalder Ruslands udenrigsministerium det desuden for "myter", at russiske droner bevidst skulle have krydset ind i polsk territorium.
/ritzau/