Donald Trump og Elon Musk signalerer nu, at de er klar til at søge fred efter torsdagens heftige skænderi.

Ifølge mediet Politico har rådgivere i Det Hvide Hus forsøgt at overbevise præsidenten om, at han skal holde igen med sin offentlige kritik af Musk for at undgå yderligere eskalering.

Angiveligt skulle der nu være planlagt et opkald mellem de to i løbet af fredagen, skriver mediet.

Politico talte torsdag aften med Donald Trump om skænderiet med Musk.

»Åh, det er okay,« sagde præsidenten. 

»Det går rigtig fint, aldrig gået bedre,« svarede han, da han blev spurgt ind til forholdet til Musk.

Også Elon Musk synes klar til at begrave stridsøksen.

Milliardæren Bill Ackman skrev sent i går aftes på X, at han er tilhænger af både Tesla-milliardæren og præsidenten og opfordrede dem til at søge fred.

»Du tager ikke fejl,« skrev Elon Musk i en kommentar til opslaget.

Det står ikke klart, præcis hvornår opkaldet vil finde sted. Og heller ikke, hvorvidt Musk skal tale med Trump eller med en repræsentant for Trump-lejren.

Elon Musk støttede ellers Trump under den amerikanske valgkamp sidste år, og han stod indtil 30. maj i spidsen for den amerikanske administrations afdeling for regeringseffektivitet (DOGE).

Striden begyndte, da Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus sagde, at han var »meget skuffet« over Elon Musks kritik af en stor lovpakke fra Trump.

Efterfølgende udtalte de sig ad flere omgange kritisk mod hinanden på de sociale medier X og Truth Social.

Trump sagde blandt andet, at han ville stoppe statslige kontrakter med virksomheder ejet af Elon Musk.

Elon Musk anklagede så Trump for at stå i dokumenter i den såkaldte Epstein-sag – dog uden at fremlægge nogle beviser.

Jeffrey Epstein blev i 2019 anholdt og varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige.

Musk har på X desuden delt et opslag fra en bruger, der opfordrer til en rigsretssag mod Trump og skriver, at Trump ville have tabt sidste års præsidentvalg, hvis det ikke var for Musks støtte.

Musk har desuden startet en afstemning på X, hvor han spørger, om det er tid til, at der bliver oprettet et nyt politisk part i USA, »som faktisk repræsenterer de 80 procent i midten.«