Jared Kushner, som er USA's udsending og den amerikanske præsident Donald Trumps svigersøn, rejser i næste uge til Israel til forhandlinger om Gazastriben.

Det skriver det amerikanske medie Axios på baggrund af fem unavngivne kilder med kendskab til sagen.

Besøget kommer, mens Det Hvide Hus og Donald Trumps fredsråd - det såkaldte "Board of Peace" - forsøger at få sat skub i næste fase af planen for fred i Gazastriben.

Her er der lagt op til, at den militante palæstinensiske bevægelse Hamas skal afvæbnes, og Israel gradvist skal trække sig tilbage fra Gazastriben.

Trumps fredsråd fremlagde i juli en plan på 15 punkter. Planen har fået støtte fra den palæstinensiske gruppe Hamas.

Dokumentet er den seneste fase i den amerikanskstøttede våbenhvile mellem Hamas og Israel, som blev offentliggjort i oktober sidste år.

Israel er skeptisk over for planerne om en tilbagetrækning fra Gazastriben, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, afviste søndag fredsrådets plan.

Det kommende valg i Israel til oktober gør spørgsmålet om Gazastriben og en israelsk tilbagetrækning endnu mere politisk følsomt.

En højtstående amerikansk embedsmand siger til Axios, at Det Hvide Hus opfatter Netanyahus udmelding som valgkampspolitik og ikke nødvendigvis som en erklæring om regeringens politik.

Ifølge Axios planlægger Jared Kushner at rejse til Israel med Nikolaj Mladenov, som er en højtstående repræsentant for Trumps fredsråd.

De skal ifølge det amerikanske medie mødes med Netanyahu og andre højtstående israelske embedsmænd.

Israel har skruet ned for sine angreb i Gazastriben, siden Trumps fredsråd præsenterede sin plan.

Trods våbenhvilen fra oktober 2025 har Israel gennemført næsten daglige luftangreb i Gazastriben.

Ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder i Gazastriben har angrebene dræbt mere end 1200 palæstinensere, hvoraf de fleste var civile. I samme periode er fire israelske soldater blevet dræbt i området.

RITZAU