Medie: Trump-administration truer med »negative konsekvenser« – I skal anmelde jeres kolleger
Titusindvis af medarbejdere har fået at vide, at Trump-administrationen ikke kommer til at tolerere forsøg på »at skjule disse programmer«, skriver medier.

Titusindvis af medarbejdere har fået at vide, at Trump-administrationen ikke kommer til at tolerere forsøg på »at skjule disse programmer«, skriver medier.

Donald Trumps administration truer nu offentligt ansatte med »konsekvenser«, hvis ikke de sladrer om de kolleger, der trodser nye ordrer om at fjerne DEI-programmer på arbejdspladserne.
Kolleger, som altså stadig viderefører disse indsatser, måske bare mere slet skjult end før.
Titusindvis af medarbejdere har fået at vide, at administrationen ikke kommer til at tolerere forsøg på »at skjule disse programmer ved at bruge kodet eller upræcist sprog«.
Det skriver The New York Times og Axios, der tilføjer, at truslen er blevet givet via e-mail, og at medarbejdere har fået ti dages frist til at anmelde »deres observationer«.
Hvis ikke, kan det »få negative konsekvenser«, som den amerikanske avis citerer det.
DEI-programmer står for diversitet, lighed og inklusion, og blev iværksat i et forsøg på at fremme muligheder for kvinder, etniske minoriteter og andre underrepræsenterede grupper.
Programmerne centrerer sig omkring lgbt+-rettigheder, kønsinklusion og mangfoldighed på offentlige såvel som private arbejdspladser.
Det Hvide Hus siger i en erklæring, at Trump vil gøre USA til »et meritbaseret samfund, hvor folk ansættes baseret på deres færdigheder, ikke for deres hudfarve«.
Trump har i et dekret gjort det klart, at hans regering vil forbyde disse programmer, som han kalder »radikale« og for »offentligt spild«, og arbejdet er allerede gået i gang.
I går kom det frem, at offentligt ansatte, der arbejder med diversitet, lighed og inklusion, vil blive øjeblikkeligt fritstillet med fuld løn.
Der arbejdes på en plan for deres afskedigelse, men det er fortsat uklart, hvor mange medarbejdere der risikerer at blive fyret.