Medie: Storbritannien dropper karantænekrav for 75 lande

Briter skal have mulighed for at tage på ferie, og derfor dropper regeringen stramme regler, skriver avis.

Talsmand for den britiske regering bekræfter, at der er godt nyt på vej til feriehungrende briter. Fold sammen
Læs mere
Foto: WILL OLIVER/Ritzau Scanpix

Storbritannien er klar til at droppe stramme krav om karantæne for tilrejsende fra 75 lande.

Det skal sikre, at briterne kan rejse på sommerferie på trods af udbruddet af coronavirus.

Det skriver det britiske medie The Telegraph.

Dermed er regeringen også klar til at droppe planer om at etablere såkaldte luftbroer til udvalgte lande. Det var ellers på tegnebrættet og skulle sikre, at rejsende fra de udvalgte lande kunne omgå et krav om 14 dages karantæne.

Briterne håber, at de kan flyve på ferie, og luftfartsselskaberne har lagt pres på regeringen for at få den til at afskaffe kravet om 14 dages karantæne for personer, der vender hjem fra udlandet.

Talsmand for den britiske regering, boligminister Simon Clarke, bekræfter, at der er godt nyt på vej til feriehungrende briter.

»Vi undersøger mulighederne for at give folk en chance for at komme på sommerferie,« siger han ifølge Reuters.

/ritzau/