Den enorme genopretningsfond, som skal sparke gang i EUs økonomi igen efter coronapandemien, kan allerede være på afveje. For Polen er det land, næst efter Spanien, som står til at få flest penge udbetalt – på trods af at det både virusmæssigt og økonomisk er et af de lande i Europa, som har klaret sig bedst gennem krisen.

Det har fået en række regeringer til at protestere, skriver The Guardian. Og den danske regering med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen er angiveligt en af dem.

Hun er en af to statsledere, som i de seneste dage har lagt pres på formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, for at få revurderet måden, midlerne fordeles mellem medlemsstaterne på.

Mette Frederiksen har ifølge The Guardian talt for, at EU bør stille en række betingelser, som medlemslandene skal leve op til for at få del i genopretningsfonden.

Der kan for eksempel blive tale om et krav om, at regeringer, som bringer deres egne statsborgeres liv i fare, ikke kan få del i genopretningsfonden.

I Polens tilfælde kan den polske regerings angreb på LGBT-rettigheder og domstole derfor nu få betydning for, hvor mange penge Polen får udbetalt, skriver The Guardian.

Polen er med præsident Andrzej Duda ved magten de senere år kommet på kant med resten af EU.

Han har sammen med Lov og Retfærdigheds-partiet (PiS) ført landet i en mere autokratisk og nationalkonservativ retning – med angreb på domstole, medier og seksuelle minoriteter – og står nu midt i en valgkamp, der kan blive afgørende for landets forhold til EU.

»Et land, der tramper på lov og orden, som frasiger sig ansvar på klimaområdet, ingen solidaritet udviser i forhold til migration, og som gør nar ad forestillingen om EU som et værdifællesskab, kommer til at se pengene strømme ind,« har en kritisk, anonym EU-diplomat sagt til The Guardian:

»Vi taler om et land, hvis præsident søger genvalg på et valgløfte om at indføre homofri zoner. Det er bekymrende, at EU ikke kan finde en bedre måde at håndtere denne situation på. Det er ikke et pænt billede.«

Mens Polen er et af de lande, der står til at få flest penge fra genopretningsfonden, kan lande som Belgien og Italien ifølge The Guardian være blandt dem, der modtager de mindste beløb – selv om det er nogle af de lande, hvor langt flest er døde med virussen i Europa.

»Det er svært at forstå og acceptere, når man tænker på, at situationen i Polen slet ikke kommer i nærheden af de menneskelige lidelser, vi var vidner til i Italien og Spanien,« siger en anden højtstående diplomat til The Guardian:

»Polen gør nar ad vores værdier og bliver belønnet for det. Det er uacceptabelt. Det sydlige Europa er hårdest ramt af både covidkrisen, migrationskrisen og klimakrisen, men ender af en eller anden grund med at stå tomhændet.«