Medie: Oliegiganter tjente 600 milliarder på tre måneder med krig
Aramco, BP, Shell og flere andre selskaber har kunnet se overskuddet stige under konflikt i Iran.

Aramco, BP, Shell og flere andre selskaber har kunnet se overskuddet stige under konflikt i Iran.

Otte af verdens største olieselskaber havde tilsammen en profit på omkring 600 milliarder kroner i løbet af blot tre måneder på grund af blandt andet Iran-konflikten, som har sendt priserne i vejret.
Det skriver det britiske medie The Guardian tirsdag på baggrund af en analyse.
De otte selskaber er Aramco, BP, Shell, Equinor, TotalEnergies, Eni, Chevron og ExxonMobil.
Profitten er blevet genereret i løbet af de tre måneder frem til slutningen af juni - det første hele regnskabskvartal, efter at krigen brød ud 28. februar.
De næsten 93 milliarder dollar - som altså svarer til omkring 600 milliarder kroner - er næsten en fordobling i forhold til den samme periode sidste år.
Her var selskabernes kombinerede profit ifølge The Guardian på knap 50 milliarder dollar. Altså lidt under 325 milliarder kroner.
Også den amerikanske præsident, Donald Trump, har udtalt sig om mange af olieselskabernes bragende flotte regnskaber.
Han pegede mandag på amerikanske ExxonMobil og Chevron og sagde, at de tjener for mange penge på de høje priser på brændstof.
- Jeg kan ikke lide det.
- Chevron - for mange penge. ExxonMobil, for meget. For mange penge, sagde han mandag.
Siden er der kommet flere regnskaber til. Det gælder blandt andet for verdens største olieselskab, Saudi Aramco, som hovedsageligt ejes af den saudiarabiske stat.
Det præsenterede tirsdag for andet kvartal et nettoresultat på 32,7 milliarder dollar - en stigning på 44 procent sammenlignet med det tilsvarende kvartal året forinden. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Miljøorganisationen Global Witness fordømmer olieselskaberne i lyset af tirsdagens The Guardian-analyse.
- Mens naturbrande truer lokalsamfund på tværs af verden, tørken kradser, og energipriserne stiger, betaler helt almindelige familier prisen for de store olieselskabers prioritering af aktionærernes velstand over en beboelig planet, siger Patrick Galey, chef for undersøgelser af fossile brændstoffer hos ngo'en, til det britiske medie.
The Guardian skriver, at avisen har kontaktet olieselskaberne for en udtalelse.
RITZAU