Natten til onsdag dansk tid skal Donald Trump for første gang i sin anden præsidentperiode holde en stor tale for Kongressen – altså medlemmerne af både Senatet og Repræsentanternes Hus.
Og ifølge mediet Axios overvejer en række demokrater at forstyrre talen på den ene eller anden måde. Mediet skriver, at det har talt med omtrent seks demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus.
»Den del, vi alle er enige om, er, at dette (Trumps handlinger, red.) ikke er hverdagskost, og vi vil gerne finde en måde, hvorpå vi på en konstruktiv måde kan udtrykke vores forargelse,« siger en demokrat i Repræsentanternes Hus til Axios.
Nogle overvejer derfor at forlade kammeret i protest, når Trump siger noget særligt anstødeligt. Det kunne eksempelvis være, hvis han kunne finde på at kritisere transkønnede børn, udtaler en demokrat til mediet.
Man overvejer også at medtage diverse aggregater såsom såkaldte klappehænder, skilte med anti-, Trump- eller anti-DOGE-budskaber og tomme æggebakker, der skal bringe opmærksomheden hen på de stigende æggepriser.
Den gik ægge
For Donald Trump lovede under valgkampen, at priserne på æg og andre varer skulle nedbringes på første dag efter hans tiltrædelse.
Men priserne på æg er kun steget, blandt andet på grund af et stort udbrud af fugleinfluenza, der rammer æglæggende høns.
Donald Trump har i forrige uge lanceret en plan, der skal afhjælpe fugleinfluenzaudbruddet, og hans landbrugsminister, Brooke Rollins, har erkendt, at der ikke er nogen enkelt løsning på problemet.
Uanset priserne på æg, der altså ikke ser ud til at blive nedbragt lige foreløbig, så kommer Donald Trumps tale ifølge Fox News til at kredse om fire temaer:
De foreløbige bedrifter i ind- og udland fra hans anden præsidentperiode.
Hvad Trump-regeringen har gjort for økonomien.
Donald Trumps fornyede fokus på at få Kongressen til at bevilge flere penge til grænsesikkerheden.
Donald Trumps planer for fred i hele verden.
Uanset de stigende priser på æg, så siger Donald Trumps pressesekretær med vanlig selvsikkerhed til Fox News, at talen bliver tv, »man ikke må gå glip af«.
»Præsident Trump har opnået mere på en måned end nogen anden præsident i fire år, og fornyelsen af den amerikanske drøm er godt i gang.« siger hun og fortsætter:
»I sin tale til begge kamre i Kongressen vil præsident Trump fejre sin ekstraordinært succesfulde første måned i embedet og samtidig skitsere sin dristige, ambitiøse og fornuftige vision for fremtiden.«
Talen er ikke den såkaldte State of the Union-tale, der årligt gives af præsidenten på grund af en passus i den amerikanske forfatning.
Denne tale følger i stedet en tradition påbegyndt af Ronald Reagan hvor den nyligt tiltrådte præsident holder en tale for Kongressen.
Talen begynder onsdag klokken 03.00, dansk tid.



