Medie: Mistænkt svor troskab til Islamisk Stat før angreb i Berlin
Politiet har fundet en video, hvor Abdul B. erklærer troskab til militant bevægelse før angreb på pride-fest.

Politiet har fundet en video, hvor Abdul B. erklærer troskab til militant bevægelse før angreb på pride-fest.

Den formodede gerningsmand bag angrebet på et pride-arrangement i Berlin i weekenden svor troskab til Islamisk Stat forud for angrebet.
Det skriver den tyske avis Bild.
Ifølge avisen har tysk politi fundet en video, hvor den mistænkte erklærer troskab til Islamisk Stat, på hans mobiltelefon.
Videoen blev optaget samme dag som angrebet.
Lørdag aften kørte en hvid varevogn ind i en menneskemængde i forbindelse med Christopher Street Day - Berlins årlige pride-arrangement - i parken Tiergarten.
En polsk kvinde blev dræbt, og mindst 29 andre kom til skade.
Den mistænkte, 21-årige Abdul Ballout, flygtede fra stedet, men blev søndag skudt og dræbt af politiet i Berlin.
Det skete, da han løb imod tyske betjente med et stikvåben.
Siden angrebet har tyske anklagere fortalt, at Ballout tidligere har været dømt for vold, afpresning og røveri.
Han rejste sidste år til Libanon i et forsøg på at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien, men blev anholdt og tilbragte tre måneder i et fængsel i Libanon, inden han blev sendt tilbage til Tyskland.
Abdul Ballout var tysk statsborger med libanesisk baggrund.
Flere tyske politikere, sikkerhedseksperter og en fagforening for politifolk har kritiseret, at manden var på fri fod og ikke under politiets overvågning.
- Den fare, som denne mand udgjorde, var undervurderet, sagde Rolf Tophoven fra det tyske institut for terrorforskning og sikkerhedspolitik til nyhedsbureauet AFP mandag.
I maj i år blev Abdul Ballout idømt et år og ti måneders fængsel for forberedelse af samfundsundergravende vold.
Straffen blev dog gjort betinget blandt andet på grund af den tid, han allerede havde tilbragt i et fængsel i Libanon og varetægtsfængslingen inden dommen, og fordi han havde tilstået og angiveligt distanceret sig fra Islamisk Stat.
Formanden for det tyske politiforbund, Dirk Peglow, mener, at retssystemet har været for slapt, hvad angår Ballout.
- Med folk, der udgør en så stor trussel, skal slutningen på deres frihedsberøvelse ikke også være slutningen på statens overvågning af dem, sagde han mandag til avisen Handelsblatt.
RITZAU