Medie: Meghan Markles far dropper bryllup efter falske paparazzobilleder

Meghan Markles far skulle have fulgt hende op ad kirkegulvet, men er skamfuld efter at have forfalsket paparazzobilleder. På den baggrund har han besluttet sig for ikke at deltage i brylluppet, skriver amerikansk medie, som hævder at have talt med ham. Kongehuset er i chok.

Briterne er klar til brylluppet på lørdag – og det samme er souvenirbutikkerne i Windsor, hvor man kan finde papfigurer af brylluppets to hovedpersoner. Men de må kigge i vejviseren efter den mand, som skulle følge Meghan Markle til alteret. Ifølge amerikansk medie kommer hendes far ikke. Han er skamfuld. Fold sammen
Læs mere
Foto: NEIL HALL

Meghan Markle må undvære sin far til det kongelige bryllup på lørdag. Han skulle have fulgt hende til alteret og givet hende væk til prins Harry, men sent mandag aften dansk tid oplyste Thomas Markle, at han har ændret mening. Han vil ikke deltage i brylluppet.

Det skriver det amerikanske sladdersite TMZ.

Nyheden blev i nat gengivet i de fleste britiske medier, men er endnu ikke be- eller afkræftet af det britiske kongehus, som kun udsendte en lakonisk besked med appel om forståelse for alle parter og respekt for privatlivets fred.

Hvis TMZ har ret – og hvis Thomas Markle vitterligt bliver væk fra brylluppet – så er det et chok for det britiske kongehus og ikke mindst for Meghan Markle. Hun har på kort tid oplevet en tredobbelt ydmygelse på grund af sin far. Først var hun i månedsvis vidne til, hvordan britiske medier portrætterede ham som en eneboer og lazaron, så blev han i weekenden afsløret i at have forfalsket en række paparazzobilleder, som han tjente penge på, og nu melder han så angiveligt afbud til den store dag.

»Du ved, ham din far ...« Prins Harry og Meghan Markle i et sjovere øjeblik end det nuværende, hvor brudens far er blevet afsløret som lidt for smart og pinlig. Fold sammen
Læs mere
Foto: BEN BIRCHALL.

Berlingske beskrev i går, hvordan faderen ufrivilligt har bragt sig i centrum af begivenhederne, og hvordan han var flov, efter at han i weekenden blev afsløret i sit paparazzonummer – og det er da også det pågældende nummer, som har været udslagsgivende for beslutningen om at blive væk, skriver TMZ.

Thomas Markle fortæller til mediet, at han for seks dage siden fik et hjerteanfald og blev indlagt til behandling på sygehuset i den mexicanske badeby Rosarito, hvor han bor. Men – siger han – han udskrev sig selv fra sygehuset, fordi han ville deltage i brylluppet og følge sin datter til alteret. Men så kom sidste uges billedfidusmageri, og nu har Thomas Markle så besluttet sig for at blive væk.

Han erkender over for TMZ, at han indgik en aftale med en amerikansk pararazzo Jeff Rayner, og at Rayner lovede at tage en række – angivelige – paparazzobilleder, som skulle få Thomas Markle til at tage sig en smule mindre sølle ud.

Rayner tog blandt andet billeder, hvor Thomas Markle gik ind på en lokal internetcafe og klikkede sig ind på nyhedshistorier om prins Harry og Meghan Markle, og alverdens medier faldt pladask for billedet, hvor faderen stirrer på et ømt skærmbillede af prinsen og den vordende prinsesse. Rayner tog også et billede, hvor Thomas Markle var ved skrædderen, som blandt andet målte den 73-årige mands livvidde og hals, og der var billedet, hvor prins Harrys kommende svigerfar sad og bladrede i en billedbog med titlen »Images of Britain«.

Søndag kunne Mail on Sunday så afsløre sandheden om billederne af Thomas Markle og hans bryllupsforberedelser. Avisen havde fået fat i interne videooptagelser fra den internetcafe, hvor Thomas Markle klikkede sig ind på de søde skærmbilleder, og her kunne man se, hvordan han samarbejdede med Jeff Rayner om at få de angivelige smugfotografier i kassen. Billederne har ifølge Daily Mirror indbragt Thomas Markle over 100.000 dollar – eller godt 600.000 kroner.

Men – siger Thomas Markle til TMZ – han gjorde det ikke for at tjene penge; faktisk fik han ikke ret mange penge for det, og han er tidligere blevet lovet både 50.000 dollar og 100.000 dollar for interview, men betakkede sig. Nej, han gjorde det udelukkende for at forbedre sit image.

Han var ked af at blive fremstillet som en blanding af Kjeld fra Olsen-Banden og Tuborg-manden, og især skælder han ud på at blive fotograferet, mens han købte en øl, for han drikker slet ikke. Den pågældende øl var til en af vagterne i det resort, hvor han bor.

Så han indgik samarbejdet med Jeff Rayner for at komme til at tage sig bedre ud op til brylluppet, men sådan gik det ikke. Ikke kun fordi han blev afsløret, men også fordi Rayners billeder fik ham til at ligne en »dum frikadelle«, siger han.

Thomas Markle har nu besluttet sig for ikke at deltage i brylluppet, fordi han ikke vil skænde kongefamilien eller sin datter, som han siger.

En talsmand for det britiske hof har på nuværende tidspunkt blot denne korte kommentar til begivenhederne:

»Det er et dybt personligt øjeblik for frøken Markle op til hendes bryllup. Hun og prins Harry beder igen om, at forståelse og respekt også gælder over for hr. Markle i den vanskelige situation.«

Ifølge flere medier var hverken Meghan Markle eller det britiske hof underrettet om faderens beslutning. De måtte – som de har gjort hele vejen igennem – læse om ham og hans gøren og laden i de kulørte medier.

Berlingske opdaterer historien, når og hvis der kommer en mere konkret kommentar fra det britiske hof.