Medie: Lækkede dokumenter afslører, at Ruslands tærskel for at bruge atomvåben er lavere, end Putin indrømmer

Klassificerede dokumenter, som aldrig før har set offentlighedens lys, afslører Ruslands kriterier for brugen af taktiske atomvåben, skriver britisk avis.

I praksis er der dog ingen firkantede regler for, hvornår Rusland vil bruge atomvåben, bemærker britisk ekspert. Vyacheslav Prokofyev/AFP/Ritzau Scanpix

Ruslands tærskel for at bruge taktiske atomvåben er lavere, end Rusland nogensinde offentligt har indrømmet.

Det afslører hidtil usete hemmelighedsstemplede dokumenter.

Det skriver Financial Times, som er blevet vist filerne af vestlige kilder.

Der er tale om 29 russiske militære dokumenter, som diskuterer forskellige krigsstrategier, og som er blevet udarbejdet i perioden 2008 og 2014 – de er altså ikke nye.

Men selvom filerne går mere end 10 år tilbage, så er de fortsat relevante for Ruslands nuværende militærdoktrin, siger eksperter til den britiske avis.

»De (dokumenterne, red.) viser, at den operationelle tærskel for at bruge atomvåben er ret lav, hvis det ønskede resultat ikke kan opnås med konventionelle midler,« siger Alexander Gabuev, der er direktør for tænketanken Carnegie Russia Eurasia Center i Berlin.

Hvornår kan de blive brugt?

Ruslands brug af taktiske atomvåben kan blive relevant i flere forskellige scenarier, viser filerne ifølge Financial Times:

  • Hvis de russiske styrker er tyndet i sådan en grad, at de »ikke formår at stoppe større aggressioner«

  • Når et vist antal ubåde og flyvepladser ødelægges

  • At forhindre andre lande i at eskalere konflikter

  • At undgå tab af russisk territorium

  • At gøre den russiske flåde »mere effektiv«

Ruslands taktiske atomvåben er designet til at blive brugt på slagmarken i Europa og Asien i modsætning til de større »strategiske« atomvåben, som er beregnet til at målrette USA, skriver avisen.

Filerne viser blandt andet, at Rusland har trænet dets tropper i et forsvarscenario af en kinesisk invasion.

I praksis er der dog ingen firkantede regler for, hvornår Rusland vil bruge atomvåben, bemærker den britiske ekspert Jack Watling over for Financial Times:

»Det er en politisk beslutning.«