Iran, der er en af de vigtigste allierede for den syriske præsident Bashar al-Assads regering, er fredag begyndt at evakuere militære embedsmænd og andet personale fra landet.
Det skriver den amerikanske avis The New York Times, som blandt andet citerer unavngivne iranske embedsmænd for oplysningen.
Kilderne oplyser ifølge avisen, at flere øverstkommanderende fra den iranske Quds-styrke er blevet evakueret til nabolandene Irak og Libanon.
Der er desuden ansatte fra Irans ambassade i Syrien, som har forladt landet, skriver The New York Times.
Evakueringerne sker, efter at den væbnede bevægelse Hayat Tahrir al-Sham (HTS), som udsprang af bevægelsen al-Qaeda, har erobret og taget kontrol med store dele af Syrien.
Hama og Aleppo, to af de største byer i Syrien, er begge faldet under HTS' kontrol i løbet af den seneste uge.
HTS har mødt begrænset modstand fra syriske styrker, som mange steder har trukket sig uden kamp.
Iran har sammen med Rusland og den væbnede bevægelse Hizbollah været en af de vigtigste brikker i Bashar al-Assads kamp for at bevare magten i Syrien i kølvandet på Det Arabiske Forår i 2011.
The New York Times har talt med Mehdi Rahmati, en iransk analytiker, som arbejder med at rådgive officielle myndigheder i strategier for regionen.
Rahmati siger til avisen, at evakueringerne tyder på, at Iran har indset, at det ikke nytter at bekæmpe oprørsstyrkerne, hvis ikke Syriens egen hær har tænkt sig at kæmpe imod.
- I bund og grund er det gået op for Iran, at det ikke er muligt at håndtere situationen i Iran militært, siger Rahmati.
Præsident Bashar al-Assad har været præsident for Syrien siden 2000, da hans far, Hafez al-Assad, som sad på magten i 29 år forinden, døde.
Ifølge den britisk-baserede observatør Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) har flere end 600.000 mennesker mistet livet i den syriske borgerkrig siden 2011.
/ritzau/
