Da Joe Biden blev udråbt som vinder af præsidentvalget 2020, stod præsident Donald Trump på golfbanen i Florida.

Og nu går der forlydender om, at den afgående præsident også har tænkt sig at stå på greenen, når Joe Biden formelt indsættes som ny præsident senere i januar. Denne gang bliver det bare ikke i Florida.

Ifølge The Herald Scotland står et af præsidentens fly i stedet klar til at fragte ham til en golfbane i Skotland dagen inden indsættelsen.

Ifølge den skotske avis har Prestwick lufthavn i Skotland angiveligt fået besked om, at et af det amerikanske militærs Boeing 757-fly lander i lufthavnen 19. januar, dagen før Joe Bidens indsættelse. Det oplyser en anonym medarbejder i lufthavnen til The Herald Scotland.

Samme medarbejder fortæller, at samme fly før er blevet brugt af både vicepræsident Mike Pence og den amerikanske førstedame, Melania Trump.

Donald Trump ejer et luksuriøst golfresort relativt tæt på lufthavnen, det såkaldte Trump Turnberry, og det er altså der, der nu går rygter om, at han vil tage hen.

Ingen kommentarer

Om det virkelig er hans plan, er svært at svare på.

Hverken den skotske regering, det britiske udenrigsministerium, det amerikanske udenrigsministerium, Det Hvide Hus, det skotske transportministerium eller Prestwick lufthavn har ønsket at kommentere historien i The Herald Scotland.

Men det er bestemt ikke utænkeligt, at Donald Trump skipper Joe Bidens indsættelse.

Allerede i begyndelsen af december skrev NBC og flere andre medier, at personer med kendskab til den afgående præsidents planer vidste, at han ikke har tænkt sig at deltage i indsættelsen.

At han skulle bruge dagen på en golfbane, er da heller ikke det vildeste rygte, der er gået om Donald Trumps planer for dagen. Tværtimod.

I december skrev NBC, at Donald Trump muligvis planlagde at bruge dagen på at annoncere sin genopstilling til det næste amerikanske præsidentvalg i 2024. Det er dog meget langt fra at være bekræftet.

Vælger Donald Trump at tage til Skotland for at tilbringe tid på sit golfresort, vil han gøre det i strid med de nuværende coronarestriktioner i landet.

Skotland annoncerede mandag aften en ny, hård nedlukning, som skal vare mindst fire uger.

Lyt til »Kampagnesporet«, Berlingskes podcast om amerikansk politik: