Medie: EU har dummet sig. Har ikke bestilt tilstrækkelig mange vacciner

Danmark og de øvrige EU-lande har ikke skaffet sig lige så mange vacciner som USA, skriver det tyske magasin Der Spiegel. Selv da EU blev tilbudt flere, takkede man nej. Antallet af vacciner får afgørende betydning for, hvornår hverdagen kan vende tilbage.

 
EU har nu godkendt coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech. I løbet af få dage burde vaccinationen gå i gang rundt om i Europa. Få et overblik over vaccinesituationen her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Geertsen, Sarah Sander. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Om bare få dage vil de første danskere blive vaccineret mod covid-19. Det er jo umiddelbart glimrende nyt.

Ifølge det tyske magasin Der Spiegel står Danmark og EU dog med et gigantisk problem: Man har angiveligt sovet i timen og har ikke fået bestilt vaccinedoser nok.

I USA er massevaccinationen allerede i fuld gang. 20 millioner amerikanere ventes således at blive vaccineret de kommende to til tre uger. Ved udgangen af marts vil 100 millioner amerikanere efter planen have fået de to doser, der sikrer beskyttelse mod virussen – omtrent 30 procent af befolkningen.

I Europa vil det gå markant langsommere.

Til sammenligning vil Tyskland i første omgang blot få 400.000 vaccinedoser, skriver Der Spiegel. 11 til 13 millioner borgere ventes at være vaccinerede i marts, lyder forudsigelsen fra den tyske sundhedsminister – svarende til 13 til 15 procent af den tyske befolkning.

Situationen vil være den samme i alle EU-lande. For EU-landene har sikret sig vaccinerne på fælles indkøbskontrakter, og antallet af doser distribueres i henhold til landenes indbyggertal.

Den danske regering forventer at kunne vaccinere mellem 200.000 til 250.000 danskere de første to måneder. Men Danmark og de øvrige EU-lande ved ikke med sikkerhed, hvor mange doser der ankommer de efterfølgende måneder.

Hvis Danmark skal nå at vaccinere lige så stor en del af befolkningen ved udgangen af marts, som USA planlægger at gøre, så skal 1,7 millioner danskere være vaccineret på det tidspunkt. Det, tyder intet på, vil ske.

Eksperter vurderer, at 60 til 70 procent af befolkningen skal være vaccineret, før der er tilstrækkelig immunitet i samfundet til, at virussen kan slås ned, og hverdagen kan vende tilbage.

Lige nu ser det ud til, at USA kan nå derhen langt før Europa.

EU sagde nej til vacciner

EU har bestilt 1,3 milliarder vaccinedoser fra seks producenter. Men kun to af producenterne er klar til at levere:

Pfizer/BioNTech, hvis vaccine ventes godkendt før jul og herefter kan tages i brug i hele Europa. Og Moderna, hvis vaccine EUs lægemiddelagentur ventes at godkende i begyndelsen af januar.

Derudover håber Johnson & Johnson at kunne være klar med deres vaccine i marts, mens de øvrige tre producenter ikke ventes at have vacciner klar på denne side af sommeren.

EU har ikke kunnet forudsige, hvilke af vaccinerne der ville virke bedst og blive færdig først. Men Bruxelles har alligevel reageret langsomt sammenlignet med eksempelvis USA, skriver Der Spiegel.

Mens USA allerede i juli bestilte 600 millioner doser af Pfizer/BioNTechs vacciner og 500 millioner doser fra Moderna, foretog EU blot »reservationer« af vacciner, som altså endnu ikke blev produceret, skriver Spiegel.

Og selv da Pfizer/BioNTech havde præsenteret yderst lovende testdata fra det store, afsluttende forsøg og EU endeligt lagde en ordre midt i november, bestilte EU slet ikke så mange vacciner, som man kunne have gjort: EU bestilte 200 millioner doser, og en mulighed for at købe yderligere 100 millioner, som ville blive fremstillet senere.

Ifølge Spiegels kilder havde Pfizer//BioNTechs dog kapacitet til at fremstille flere doser og tilbød EU at købe langt flere – op til 500 millioner doser af den lovende vaccine.

EU takkede dog nej til tilbuddet, skriver magasinet. Tyskland pressede på for at købe flere doser, men flere andre EU-lande kæmpede imod – blandt andet Frankrig, der ikke ønskede, at EU skulle levere en større ordre hos tyske BioNTech end hos franske Sanofi, hævder Der Spiegel. EU-Kommissionen afviser imidlertid, at Frankrig skulle have bremset bestillingen af en større ordre.

Også direktøren i Moderna fortæller, at EU kunne have bestilt flere vacciner. EU-landene har i alt bestilt 160 millioner doser fra Moderna, men blev tilbudt cirka 300 millioner doser, siger han.

I første omgang bestilte 80 millioner Moderna-doser, og fredag 18. december udnyttede EU så en option på yderligere 80 millioner. Anden omgang kan dog forventeligt først leveres efter sommeren.

Situationen er derfor nu den, at de vacciner, som virker her og nu – Pfizer/BioNTech og Moderna – er de to vacciner, som EU har bestilt færrest af.

Det undrer De Radikales Sundhedsordfører, Stinus Lindgreen.

»Når man i november vidste, at de var de mest lovende vacciner, kan det jo virke mærkeligt. Det skal vi til bunds i,« siger ordføreren.

»Jeg havde hele tiden haft et indtryk af, at EUs plan var god, og at der var styr på det. Men hvis vi får færre vaccinedoser end vi har fået stillet i udsigt, så skal det undersøges hurtigst muligt.«

Det europæiske lægemiddelagentur, EMA, ventes at godkende vaccinen fra Pfizer/BioNTech inden jul – måske allerede i dag – således at alle EU-lande kan begynde at vaccinere i løbet af de kommende dage. Vaccinen fra Moderna ventes at blive godkendt i begyndelsen af januar.

Præsidenten for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, afviser den harske kritik i Der Spiegel.

»Samlet set har vi indkøbt flere doser end nødvendigt til alle i Europa,« siger hun.

Danmark har i alt sikret sig ret til at indkøbe vaccine til mere end 15 millioner borgere – men flere af disse doser kommer fra selskaber, som endnu ikke har en vaccine klar. Danmark har aftaler om i alt cirka to millioner doser fra Pfizer/BionTech, hvis EU gør brug af alle deres optioner.

Merkel er bekymret

Den tyske kansler Angela Merkel har de seneste uger forsøgt at sætte mere fart under processen, skriver Der Spiegel.

Men det er vanskeligt. Pfizer og BioNTecs øvrige produktionsfaciliteter er booket op langt ind i 2021. Ikke bare EU, men også USA, Japan, Australien, Hong Kong og flere andre lande har bestilt store leverancer.

Selv hvis EU bestiller flere doser nu, kan Pfizer/BionTech-fabrikker ikke fremstille dem på denne side af sommeren. EU-ordren havner bagerst i en lang kø.

Derfor har Angela Merkel talt med stifterne af det tyske firma BioNTech om at sætte endnu mere fart på opførelsen af en ny fabrik i Marburg, der skal levere flere vacciner til Tyskland og de øvrige EU-lande.

Berlingske arbejder på at få kommentarer fra danske politikere, ministeriet og myndigheder