Tirsdag middag blev Sverige ramt af det værste skoleskyderi nogensinde, som indtil videre har kostet 11 menneskeliv, inklusive den formodede gerningsmand.
Et stort spørgsmål står tilbage:
Hvorfor gik gerningsmanden på dræbertogt?
Det er en afgørende del af politiets efterforskningsarbejde i disse dage, og det er også grunden til, at de eksplicit har efterspurgt eventuelle videoklip og lydbidder fra skyderiet på Campus Risbergska i byen Örebro.
Sådan et videoklip har det svenske medie TV4 Nyheterna set og analyseret, og ifølge mediet kan man høre en mand, der råber, hvorefter en række skud affyres.
»Du skal ud af Europa,« bliver der ifølge TV4 Nyheterna råbt.
Videoen er optaget af en mand, der var til stede på Campus Risbergska under skyderiet, og som gemte sig på toilettet.
Berlingske kan ikke bekræfte den præcise ordlyd, eller om det er gerningsmanden, der råber på videoen.
Politiet kan ikke fastslå »ideologisk motiv«
Der er flere nationaliteter blandt de dræbte, som også havde forskellige aldre og køn, siger efterforskningsleder Anna Bergqvist til AFP ifølge Ritzau.
Den syriske ambassade i Sverige har bekræftet, at der er syriske statsborgere blandt ofrene, skriver Omni.
Niclas Hallgren, der er politichef i Bergslagen, er blevet spurgt til videoen af TV4 Nyheterna.
»Jeg har ikke set filmen, der henvises til, så jeg har ingen oplysninger om den. Vi vil tage materialet med i vores foreløbige undersøgelse,« siger Niclas Hallgren.
»Det, vi har fundet indtil videre, er, at vi ikke kan fastslå nogen form for ideologisk motiv for disse handlinger.«
Den formodede gerningsmand er af flere svenske medier blevet navngivet som Rickard Andersson. Dette er ikke blevet bekræftet af politiet.
Myndighederne i Sverige afventer svar på dna-prøver, før de vil bekræfte, hvem der er tale om.



