Medie: Dansk IS-sympatisør anholdt i Tyrkiet

En dansk statsborger er blevet varetægtsfængslet i Tyrkiet - ifølge Ekstra Bladets oplysninger mistænkes han for at have kæmpet for IS i Syrien.

Foto: Dado Ruvic

En ung dansk mand, som i april sidste år angiveligt drog til Syrien for at kæmpe for terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS), er anholdt i Tyrkiet. Det skriver Ekstra Bladet.

Over for Berlingske bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice, at en dansk statsborger i øjeblikket tilbageholdes i Tyrkiet. Borgerservice kan under henvisning til myndighedens tavshedspligt i personsager ikke oplyse, hvad manden er mistænkt for.

Ifølge Ekstra Bladet er han en af fire mænd, som sidste år blev fængslet in absentia i Danmark under mistanke for at tilslutte sig IS, sigtet efter den danske terrorparagraf.

En anonym kilde i det islamistiske miljø fortæller til mediet, at manden kæmpede for IS i Syrien, men blev taget til fange af den sunni-islamiske oprørsgruppe Noural-Dinal-Zenki.

»Nu har gruppen udleveret ham til tyrkerne, og han befinder sig så vidt vides i byen Kilis tæt på den syriske grænse,« siger kilden.