Foranlediget af et tjekkisk initiativ har lande som Danmark, Canada, Belgien, Holland, Tyskland og Letland skrabet næsten al finansieringen sammen til et indkøb af 800.000 artillerigranater til de hårdt pressede ukrainske styrker.

Det skriver Bloomberg på baggrund af en regeringskilde med indsigt i planen.

Artillerigranaterne kan leveres til Ukraine »i løbet af få uger«, skriver mediet, som har talt med flere af hinanden uafhængige kilder, der udtaler sig på baggrund af anonymitet.

»Der er positive fremskridt med hensyn til det tjekkiske initiativ,« bekræftede præsident Volodymyr Zelenskyj onsdag under et pressemøde i Odesa.

Vigtige granater

Tjekkiets præsident, Petr Pavel, sagde under en sikkerhedskonference i München i sidste måned, at Tjekkiet havde identificeret 500.000 artillerigranater af typen 155 mm samt 300.000 af typen 122 mm til indkøb uden for Europa – uden at specificere hvor.

Det er for Ukraine vigtige granater, som ville kunne blive leveret til styrkerne i løbet af uger, hvis blot den nødvendige sum af penge blev stillet til rådighed, som det lød.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterede under et fælles pressemøde for to uger siden en ny våbendonation til Ukraine.

Denne 15. danske støttepakke indeholder blandt andet indkøb af yderligere 15.000 artillerigranater, der kan leveres i samarbejde med Tjekkiet indenfor få måneder, fortalte forsvarsministeren.

Det præcise leveringstidspunkt afhænger af flere ting – både nogle kontraktmæssige forhold samt leveringsplaner, der kan ske at skride, skriver Bloomberg.

Mediet tilføjer, at Ukraine har brug for mindst 200.000 artillerigranater om måneden for at kunne holde de russiske styrker stangen.

Rusland affyrer dagligt 10.000 granater, mens Ukraine er nede på måske 2.000. Sidste år affyrede Ukraine i gennemsnit omkring 7.000 artillerigranater om dagen. 

At landet nu kan affyre mindre end en tredjedel så mange, skyldes, at de amerikanske donationer lader vente på sig, som Berlingskes forsvarsmedarbejder, Andreas Lindqvist, skrev i sidste uge.