Kinesiske embedsmænd overvejer i øjeblikket, hvad man kan stille op, hvis USA's højesteret beslutter sig for at godkende en lov, der kan føre til et forbud mod det sociale medie TikTok i USA.

Blandt de løsninger, der i øjeblikket er oppe at vende, er et frasalg af platformens amerikanske aktiviteter til milliardæren Elon Musks sociale medie, X.

Det siger personer med kendskab til sagen ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.

Den lov, som højesteretten i øjeblikket ser nærmere på, kræver, at ByteDance frasælger selskabets populære app TikTok senest 19. januar.

Ifølge de personer, der har kendskab til drøftelserne i Kina, vil en mulig løsning være den, at selskabet X køber TikTok af det kinesisk-ejede ByteDance. TikTok vil herefter blive en del af Musks platform, X.

Værdien af den amerikanske del af TikTok anslås til at ligge mellem 40 til 50 milliarder dollar - det svarer i danske kroner til en værdi på op til 364 milliarder.

/ritzau/