Medie: Boris Johnson vil ofre topembedsmand for at redde sit eget skind

De længe ventede resultater af Sue Grays undersøgelse af festerne under coronanedlukningerne forventes at belaste både Boris Johnson og kabinetssekretær Simon Case i alvorlig grad. Derfor vil Boris Johnson ifølge The Guardian forsøge at kaste Simon Case under bussen i et forsøg på at blive siddende på premierministerposten.

Boris Johnson vil ifølge det britiske medie The Guardian forsøge at ofre Simon Case (t.v.) for at redde sig selv i Partygate-skandalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, forventes at udpege sin kabinetssekretær, Simon Case, som syndebuk i Partygate-skandalen.

Den længe ventede undersøgelse fra topembedsmanden Sue Gray om lockdown-festerne vil i næste uge angivelig rejse hård kritik af både Boris Johnson og Simon Case.

Skylden vil i undersøgelsen dog især blive lagt på Simon Case' skuldre for at have tilladt, at en drukkultur udviklede sig og førte til regelbrud under landets coronanedlukninger. Derfor vil Boris Johnson ofre Simon Case for at redde sit eget skind, skriver det britiske medie The Guardian på baggrund af flere kilder.

En kilde, der ifølge The Guardian har læst dele af rapporten, vurderer derudover, at den kan give endnu større problemer for Boris Johnson, der i april modtog en bøde for at deltage i sin egen fødselsdagsfest.

Det vil i rapporten blive gjort klart, at premierministerens deltagelse i flere andre fester, som han ikke har modtaget bøder for, også var et brud på reglerne, lyder det ifølge kilden.

»Jeg forventer, at der vil være detaljer og beviser. Sue Gray vil sige, at det skete på din vagt, i dit hus,« siger kilden til The Guardian.

Samtidig forbereder højtstående embedsmænd sig ifølge The Guardian på, at Simon Case vil blive kritiseret så hårdt, at han vil blive tvunget til at trække sig eller vil blive fyret af Boris Johnson.

»Det er sandsynligvis derfor, at Case stadig er der og ikke har mistet sin post allerede. Fordi Boris Johnson har brug for en person (til at ofre, red.). Hvis Simon Case mister jobbet, betyder det, at en embedsmand, der ikke har fået en bøde, bliver fyret, mens premierministeren, der har fået en bøde, kan beholde jobbet,« siger en anden kilde til The Guardian.

Festede under hårde nedlukninger

Sue Gray-undersøgelsen skal afdække en række sociale sammenkomster i maj 2020 og december 2020. Boris Johnson fik i april en bøde af politiet for at have deltaget i ulovlige fester, mens resten af landet var nedlukket.

Storbritanniens hårde restriktioner betød blandt andet, at selv nær familie ikke måtte mødes, og at borgere ikke kunne deltage i eksempelvis begravelser.

Det har derfor givet anledning til hård kritik at Boris Johnson og andre ledende medlemmer af regeringen og embedsværket har holdt blandt andet receptioner og havefester.

I alt efterforsker politiet 12 fester i Downing Street, hvor Boris Johnson har til huse, og i de tilstødende regeringslokaler.

Boris Johnson benægtede, at han havde været til fest, men måtte efterfølgende ændre forklaring til, at han var til stede kortvarigt.

Boris Johnson har flere gange nægtet at gå af som premierminister på grund af skandalerne, men har betalt bøden og givet befolkningen en undskyldning.