Medie: Apple flytter produktion af computere til Kina

Trods trusler fra USA's præsident, Donald Trump, vil Apple flytte produktionen af Mac Pro-computere til Kina.

Apples nye Mac Pro-computer blev vist frem i juni på en konference i San Jose i Californien. Brittany Hosea-Small/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Cupertino. Techgiganten Apple vil flytte produktionen af sine Mac Pro-computere til Kina.

Det skriver blandt andre det amerikanske medie Wall Street Journal, der citerer kilder tæt på firmaet.

Produktionen af Mac Pro-computerne har hidtil foregået i USA.

Udflytningen sker, mens USA's præsident, Donald Trump, har truet amerikanske virksomheder med told og afgifter, hvis ikke de flytter deres produktion ud af Kina og til USA.

I sidste uge forhørte Apple sine leverandører om, hvad de vil koste at flytte mellem 15 og 30 procent af den samlede produktion af Apple-produkter fra Kina til Sydøstasien.

Det fremgår af en rapport fra Nikkei, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Hvis det er sandt, har Apple en stor tiltro til, at USA og Kina er i stand til at løse deres handelsstrid snarligt, siger analytiker for børsmægleren D.A. Davidson Tom Forte i en e-mail ifølge Reuters.

Kina er et vigtigt marked for Apple. 18 procent af Apples samlede omsætning fra det seneste regnskabskvartal kom fra det kinesiske marked.

Apple har ifølge nyhedsbureauet AFP valgt den taiwanske entreprenør Quanta Computer til at producere Mac Pro-computerne i Shanghai i Kina.

Den stationære Mac Pro-computer er blandt Apples mindre solgte produkter og koster 6000 dollar - 39.000 kroner. Den bliver oftest brugt af kreative professionelle.

I 2018 solgte Apple 19 millioner Mac-produkter, der også inkluderer Apples bærbare computere, mens virksomheden solgte 218 millioner iPhones, skriver Reuters.

/ritzau/