Det lykkedes ikke amerikanske styrker at afværge det dødelige droneangreb, som lørdag aften kostede tre soldater livet og sårede flere andre på en base i Jordan.
Årsagen? Styrkerne forvekslede den fjendtlige drone med en amerikansk en af slagsen.
En amerikansk drone var nemlig på vej tilbage til basen på samme tidspunkt som angrebet. Det skabte »en vis forvirring«, for styrkerne var i tvivl om, hvorvidt de blev angrebet eller ej.
Det skriver The Wall Street Journal på baggrund af informationer fra amerikanske embedsmænd med indsigt i sagen.
En lokal irakisk milits, der er en del af den såkaldte »Islamiske Mostandsakse«, og som har forbindelser til Iran, har taget skylden for angrebet, som flere internationale medier skriver mandag.
Iran afviser at have støttet angrebet, og en amerikansk embedsmand i forsvaret siger ligeledes til The Wall Street Journal, at der endnu ikke er fundet beviser for, at Iran ledede angrebet.
Hvorfor er angrebet opsigtsvækkende?
Det er første gang, siden krigen mellem Israel og Hamas begyndte, at amerikanske soldater er blevet dræbt i Mellemøsten.
Droneangrebet markerer derfor en mulig eskalering i regionen, for både præsident Joe Biden og udenrigsminister Antony Blinken har svoret, at USA vil svare igen.
Det er endnu uvist, hvordan gengældelsen kommer til at se ud, men den amerikanske avis skriver, at Biden-administrationen står i et dilemma:
USA skal på den ene side komme med et kraftfuldt svar, der afskrækker Iran-støttede militser fra at udføre flere angreb, men på den anden side skal amerikanerne undgå at eskalere situationen og »blive hængende i endnu en krig i Mellemøsten«, som det lyder.

