I USA er omkring 80.000 midlertidige visa blevet ophævet, siden Donald Trump i januar blev taget i ed som landets præsident.

Årsagen til annulleringen af visa er lovovertrædelser som for eksempel spirituskørsel, vold og tyveri.

Det oplyser en højtstående embedsmand i landets udenrigsministerium natten til torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mediet Washington Examiner skriver, at der er tale om en fordobling i antallet af annullerede midlertidige visa sammenlignet med tidligere år.

Det stigende antal annulleringer afspejler ifølge Reuters, at der er blevet skruet op for indsatsen mod indvandring, siden at Trump igen er flyttet ind i Det Hvide Hus.

Mens flere har fået ophævet deres visa, er reglerne for udstedelse af visa blevet strammet med blandt andet gennemgang af sociale medier.

Omkring 16.000 af annulleringerne var knyttet til sager om spirituskørsel, mens omkring 12.000 var knyttet til vold og 8000 var relateret til tyveri, oplyser den højtstående embedsmand, der udtaler sig på betingelse af anonymitet.

- De her tre slags forbrydelser tegner sig for næsten halvdelen af alle annulleringerne i år, siger embedsmanden.

I august oplyste en talsperson for udenrigsministeriet, at mere end 6000 studerende havde fået ophævet deres visa.

Årsagerne var, at flere af dem havde opholdt sig for længe i landet, eller at de havde forbrudt sig mod loven. Enkelte skulle angiveligt have udvist støtte til terror, lød det fra talspersonen.

I sidste måned oplyste udenrigsministeriet desuden, at man havde annulleret visa tilhørende seks personer på baggrund af udtalelser om den afdøde højrefløjsaktivist Charlie Kirk.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, sagde i maj, at han havde ophævet flere hundrede visa for blandt andet studerende, der havde deltaget i aktiviteter, der var i strid med USA's udenrigspolitiske interesser.

Embedsmænd fra Trumps administration har tidligere sagt, at blandt andet udenlandske studerende vil kunne blive deporteret, hvis de udviser støtte til palæstinenserne og kritiserer Israels handlinger i Gaza.

/ritzau/