BARCELONA: Valérie Trierweiler udtrykte det ganske præcist, da hun for et par måneder siden blev »fyret« som førstedame i forbindelse med afsløringen af præsident François Hollandes utroskab mod hende:

»Det kan være svært helt at begribe det enorme omfang af hykleri og forræderi inden for politik,« erkendte hun efter at være kommet sig over et nervesammenbrud.

Fransk politik, i hvert fald. Og at det ikke kun gælder på den venstrefløj, som Trierweilers ekskæreste tilhører, kunne tidligere præsident Nicolas Sarkozy forvisse sig om, da Le Canard Enchaîné onsdag kom på gaden med en kioskbasker.

Det satiriske magasin kunne i samarbejde med webmediet Atlántico bringe udskrifter af en række mere eller mindre private samtaler mellem Sarkozy, hans hustru Carla Bruni og diverse højtstående medarbejdere, der var optaget, mens højrefløjslederen endnu residerede i Élysée-palæet – og tilsyneladende i al hemmelighed.

Samtalerne afslører ikke noget epokegørende bortset fra, at det tidligere præsidentpar fremstår om muligt endnu mere pengegriske end hidtil antaget. Når optagelserne, der stammer fra februar 2011, ikke desto mindre har fremkaldt et mindre jordskælv på den i forvejen splittede franske højrefløj, skyldes det, at de blev foretaget af Sarkozys nære rådgiver og meningsmålingsguru både før, under og efter præsidentperioden, journalisten Patrick Buisson.

Det var angiveligt Buisson, der stod bag den tidligere præsidents stærkt konservative kampagnestrategi i 2012. Den mislykkedes som bekendt. Men fiaskoen kostede tilsyneladende ikke i første omgang point i Sarkozys bog for den tidligere redaktør af det højreekstreme magasin Minute. I hvert fald var det ham, som sidste sommer blev sendt i byen for i et interview med avisen Le Monde at antyde muligheden for et comeback ved valget i 2017.

Kommer det så vidt, må man dog gætte på, at Sarkozy i mellemtiden har fundet sig en anden überspindoktor. I hvert fald har han og Bruni efter onsdagens afsløringer lagt sag an mod Buisson, der ganske vist erkender, at det er ham, som har optaget de offentliggjorte samtaler – men det skete udelukkende for at slippe for at tage notater under møderne, hævder han og tilføjer, at båndene senere blev stjålet.

Forklaringen virker ikke særligt overbevisende. En anden af de aflyttede, tidligere indenrigsminister Claude Guéant, bedyrer, at han intet anede om Buissons angiveligt rutinemæssige arbejdsmetode. Guéant så aldrig så meget som skyggen af en båndoptager under møderne, der i øvrigt heller ikke, hvad angår det hidtil offentliggjorte materiale, ligefrem råbte på, at der skulle tages referat.

Men hvorfor gik en af præsidentens mest betroede mænd alligevel rundt og optog dem? Hvorfor gemte han båndene? Hvem er det, som nu offentliggør deres indhold, og som måske ligger inde med yderligere og mere eksplosivt materiale? Samt, først og fremmest, hvorfor?

Rivalerne fryder sig

Spørgsmålene er, som det fremgår, mange, men svarene få. Le Monde gætter i en snørklet analyse på, at affæren har forbindelse til en undersøgelse af Buissons endog meget velbetalte tjans med at udarbejde meningsmålinger for Élysée-palæet. Alene i 2008 indkasserede han 1,5 mio. euro på dén konto.

Avisen mere end antyder, at sønnen Georges har et oplagt motiv til at hævne sig på faderen, som har bragt ham i fedtefadet i forbindelse med undersøgelsen af de familiære forretninger. I hvert tilfælde har Buisson Junior i forbindelse med onsdagens afsløringer fortalt vidt og bredt om den tidligere præsidentielle rådgivers nærmest sygelige hang til at optage alt og alle på bånd.

Hvorom alting er, så ligner affæren en rigtig møgsag for Sarkozy, selv om han umiddelbart fremstår som offer. Dels havde han tilsyneladende ikke styr på, hvad der foregik under møderne, mens han var præsident. Dels må han nu leve med frygten for, at flere samtaler bliver offentliggjort. Og skal man tro de franske medier, er hans rivaler internt i det borgerlige parti UMP langtfra utilfredse med den udvikling.