Med livet som indsats i Cirkus Calais

Calais er unge asiatiske og afrikanske mænds sidste stop på menneskesmuglerruten mod det forjættede Storbritannien. I den nordvestfranske havneby forsøger de at snige sig om bord på en lastbil, der skal over eller under Den Engelske Kanal. Og det kan kun gå for langsomt.

Illegale immigranter i kø for at få udleveret mad af en velgørende organisation på havnen i Calais. Deres mål er at nå Storbritannien, som de kalder »det forjættede land«. <br>Foto: Michel Spingler/<br>Polfoto Fold sammen
Læs mere

Hvis 16-årige iranske Twana skulle havde drømt sig til den vildfarelse, at han efter måneders strabadser endelig var nået i sikkerhed på kontinentet, der flyder med mælk og honning, vågnede han denne onsdag morgen brat op til virkeligheden.

Tre urobetjente vækkede ham, fortæller han med tegnsprog, ved med et snuptag at fjerne de klude han nødtørftigt havde lagt over sig, hvorefter de sprøjtede tåregas i hovedet på ham.

Det står ikke klart, hvad meningen var, for Twana siger, han ikke gjorde modstand. Ligesom betjentene i øvrigt heller ikke prøvede at arrestere ham, hverken før eller efter han blev blændet af tåregassen. »Jeg løb ikke, jeg sov,« insisterer han på sit spartanske engelsk, da han få timer efter episoden viser Berlingske Tidende det halvtag, hvorunder han overnattede. Han tager sig til den røde og svagt ophovne venstre kind, mens han peger på de gamle træplader, der gjorde det ud for en seng.

Junglen
Uden for halvtaget breder meterhøjt ukrudt sig. »Junglen« kaldes området i folkemunde, selvom der ingenlunde er tale om tropisk regnskov. »Junglen« er derimod et industriområde i udkanten af den nordvestfranske havneby Calais, der har fået sit navn efter de lovløse tilstande, der hersker.

»Ingen kan klage over, hvad der måtte ske her. Det er en sand jungle,« forklarer Sylvie Copyans fra den velgørende organisation Salam Calais, der bekræfter, at fransk uropoliti bruger tåregas, når de jager immigranter. Foruden lejlighedsvise gennembankninger.

Det er her i »junglen«, at Twana og andre drenge og unge mænd finder ly, når de uden papirer har krydset det europæiske kontinent. Det er sidste stop på en lang menneskesmuglerrute, der i den unge iranske kurders tilfælde har bragt ham fra Iran til Tyrkiet, fra Tyrkiet til Grækenland, fra Grækenland til Italien, og fra Italien til Frankrig. Mellem traktordæk, betondæksler og træpaller samler de kræfter til sidste etape: Krydsningen af Den Engelske Kanal.

Kattens leg med musen
Frankrig blev tidligere kritiset af myndighederne i Storbritannien for at huse flere tusind udlændinge i et stort Røde Kors-center uden for Calais hovedparten af dem havde kun én ting i hovedet: At komme til Storbritannien for at arbejde.

Men for fire år siden lukkede den daværende indenrigsminister, Nicolas Sarkozy, der i dag er præsident, centeret og intensiverede jagten. I dag kører urobetjente konstant rundt i Calais på udkig efter unge mænd fra Afrika, Asien og Mellemøsten. Når der ellers er plads i kachotten hvilket dog ikke altid er tilfældet kan de finde på at smække håndjernene på nogle af drengene og køre dem til et stort opsamlingscenter uden for byen.

Dette udvikler sig som regel til en absurd kattens leg med musen. For er de anholdte immigranter fra lande som Afghanistan, Pakistan, Iran, Irak, Sudan og Eritrea og det er langt hovedparten kan de ikke sendes tilbage på grund af de usikre tilstande i hjemlandet. Det skulle da lige være, hvis deres fingeraftryk er blevet taget af en EU-politimyndighed tidligere på ruten, for eksempel i Grækenland eller Italien, for i så fald kan de i henhold til det såkaldte Schengen-samarbejde sendes retur til disse EU-lande og må gøre turen til Calais om igen.

Resultatet er dog sædvanligvis blot, at immigranterne efter et par dage i brummen bliver løsladt af en dommer en retssal er installeret midt i opsamlingsbygningen med et brev i hånden, der på formfuldent fransk instruerer dem i at forlade landet inden 48 timer. Og en advarsel om, at de risikerer at blive arresteret igen, hvorefter cirkusset i givet fald begynder forfra.

Håbet om et bedre liv
Den kølige modtagelse i Frankrig har dog ikke fået strømmen af immigranter til at vende om. Den bekræfter snarere deres tro på, at det hurtigst muligt gælder om at komme videre til Storbritannien, hvor arbejdsløsheden er lavere end i Frankrig.

»Jeg troede, at Europa var et meget smukt land. At der ikke var problemer med politiet. Men da jeg kom hertil, viste det sig, at der var mange problemer,« siger 21-årige Nawroz, der følger i fodsporene på de »mange« andre fra landsbyen hjemme i Afghanistan, der har berettet om gode jobmuligheder i Storbritannien.

Han forklarer, at hans familie har finansieret rejsen gennem et lån på 75.000 kroner, som han vil betale tilbage ved at tage »et hvilket som helst arbejde« i Storbritannien.

»Når de tager billeder af sig selv i Storbritannien til at sende hjem til familien, sker det altid foran et stort hus for at give indtryk af, at det går godt. For der er et stort pres fra familierne. Det er en æresgæld. Selvom de ikke kan lide det, tager de ikke tilbage,« supplerer Sylvie Copyans og forklarer, at familierne forsøger at sikre sig mod, at investeringen går tabt ved omhyggeligt at vælge den slægtning, der vurderes at have størst chance for at komme igennem.

»De vælger ham, der er bedst til at klare sig og tage initiativer.«

Med livet som indsats
Og der er brug for snilde, udholdenhed og mod, for rejsen er både lang og farlig også den sidste bid over kanalen.

Først gælder det om at komme uset om bord på en lastbil, hvilket gøres bedst i nattens mulm og mørke, mens lastbilen holder for rødt lys eller chaufføren holder ved en af parkeringspladserne uden for Calais. Enten ved at forcere låsen til lastrummet eller ved at hægte sig op over knastakslen.

Man risikerer selvfølgelig at ende på en lastbil, der skal den forkerte vej. Så er det til fods tilbage til Calais, eller også kan man forsøge at hoppe af. Hævede fødder, ømme knæ og forstuvede håndled blandt immigranterne vidner om, at begge metoder anvendes.

Den slags er dog billigt sluppet i forhold til en 15-årig afghaner, der i december sidste år opdagede, at hans lastbil var på vej mod Belgien. Knøsen hoppede af i farten og koncentrerede sig tilsyneladende så meget om at afbøde faldet, at han ikke så vognen, der kørte bagved. Drengen døde på stedet.

Lykkes det at få et lift i den rigtige retning, er næste forhindring sikkerhedspersonalet i havnen eller ved indkørslen til Eurotunnelen, der i disse terrortider efterser vognene stadig nøjere med hunde, som flere af de unge mænd forklarer, mens de beredvilligt ruller sokkerne ned for at vise sår ved anklerne.

Og hvad hundene ikke finder, har man moderne teknologi til. Sonder kan eksempelvis afsløre hjertelyde, også selvom man skjuler sig bag kasser, mens et andet apparat kan måle udslip af kuldioxid. Så kan man jo forsøge at holde en plastikpose over hovedet. så længe inspektionen varer.

Menneskesmuglerne
Rejsen som blind passager er i øvrigt ikke gratis. Foruden de titusindvis af kroner, de unge mænd allerede har betalt menneskesmuglerne for at nå til Frankrig fra deres hjemlande, skal der lægges i omegnen af 3-4.000 kroner for en »tilladelse« til at krydse Kanalen, for det er ikke kun politi og sikkerhedsfolk, der våger over havne og indkørslen til Eurotunnelen.

»Det er i deres interesse at betale. For hvis de passerer uden om menneskesmuglerne, får de tæsk. Jeg har set folk, der skulle på hospitalet,« fortæller Sylvie Copyans og tilføjer, at de forskellige »påstigningspladser« er kontrolleret af hver sin gruppe af menneskesmuglere: Afghanere stiger på på den »afghanske parkeringsplads«, kurdere på den »kurdiske parkeringsplads« og så fremdeles. I »junglen« i udkanten af Calais finder man denne solbeskinnede eftermiddag Josef på 21 år, der hviler sig på træpaller dækket med tæpper. Den irakiske kurder forklarer, at han kommer fra en velhavende familie, men er flygtet fra den spirende borgerkrig. Han er blandt de heldige, der har fået rejsen sponsoreret af en onkel, som allerede befinder sig i Storbritannien sammen med Josefs bror, som har fundet arbejde på en fabrik, hvor der er brug for flere hænder.

At Josef således ikke skal afdrage på rejsen, får ham dog ingenlunde til at tænke på at vende om.

»Min bror og jeg skal sammen hjælpe familien i Irak,« siger han alvorligt.

Også hans fødder er i en dårlig forfatning for små sko, lyder forklaringen men med hjælp fra en kammerat kommer han op at stå og stavrer fire-fem kilometer ind til en ubenyttet grund nær centrum, hvor velgørende organisationer serverer te, vand og brød til små hund-rede mænd, der fordriver ventetiden frem til aftenens lastbiljagt.

»Ja, ja,« bekræfter Josef og nikker ivrigt. Også han vil gøre endnu et forsøg senere på aftenen. Men først skal han besøge en læge, der har åbnet for konsultation i en containervogn på grunden. Inden han går ind, vender Josef sig om og ytrer på sit simple engelsk: »Thank you. Good life to you.«