Med døden i hælene

Det vakte opsigt, da magasinet Time satte Elizabeth Edwards på sin liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden. Hun er gift med præsidentkandidaten John Edwards. Men hendes popularitet i valgkampen fortæller hvorfor.

Elizabeth Edwards. Foto: Yuri Gripas/AFP Fold sammen
Læs mere

Det er ofte med en præsidentkandidat som med en spegepølse. Interessen aftager for hver en bid.

Når en løfterig kandidat melder sig, tager vælgerne deres eget billede af kandidaten og projicerer det over på hende eller ham, men efterhånden som tiden går, og efterhånden, som vælgerne får et nærbillede, og andre kommer med et skræmmebillede, fortager fascinationen sig.

Kun sjældent kun ganske sjældent holder begejstringen i mål.

ELIZABETH EDWARDS ER sådan en sjældenhed.

Hun er ikke kandidat, hendes mand er, men hun har fået en sær-status i den amerikanske valgkamp, og til tider overskygger hun ham, og ikke for ingenting kaldte en avis hende for nyligt for »den mest interessante skikkelse i valgkampen«, og en anden sagde, at hun virkede som om, hun var »skudsikker«.

Det er ikke en status, som hun er kommet let til, faktisk kan omstændighederne koste hende livet, men det er en status, som på så mange forskellige plan baner nye veje i amerikansk politik, og som viser, at kandidaten med det største mandsmod hverken er en kandidat eller en mand.

22. MARTS 2007 indbød Elizabeth og John Edwards til en pressekonference i deres hjem i North Carolina.

Det var ikke godt nyt. Elizabeth Edwards var i 2005 blevet behandlet for brystkræft, tilsyneladende med et positivt resultat, og som hun bagefter optimistisk skrev i sin bestseller af en bog »Saving Graces«:

»Pludselig har livet fundet sin kadence igen. Kræften ser ud til at være væk.«

Det var for optimistisk. På pressekonferencen fortalte hun, at kræften ikke var væk, tværtimod havde den bredt sig til knoglerne, og hendes læge som også var til stede fortalte, at Elizabeth Edwards nu var en stadie-4 patient, den alvorligste kategori. Det forblev usagt, men statistikken var ikke ukendt: Kun 20 pct. af brystkræftpatienterne i den kategori overlever længere end fem år.

Svagere støbninger ville have bukket under men ikke Elizabeth Edwards. Hun og manden ville fortsætte deres kampagne, sagde hun, og som hun senere konstaterede:

»Min tid er kostbar, men Johns kampagne er den tid værd.«

Politiske venner og fjender udtrykte deres medfølelse og komplimenterede hende for hendes mod. Præsident Bushs talsmand, Tony Snow, var den første, som udtrykte sin respekt:

»Elizabeth Edwards viser, at en kræftpatient sagtens kan være en del af livet,« sagde Snow, som selv er kræftpatient.

FAMILIEN EDWARDS VAR imidlertid en smule ængstelig for reaktionen fra vælgerne. Ville de respektere hendes valg, eller ville de sige, at siden hendes tid var så kostbar, så burde John Edwards aflyse sin kampagne, og hun burde tilbringe al sin tid sammen med sine børn? At politik ikke kan være et større kald end familien.

Reaktionen har været det stik modsatte.

Overalt er Elizabeth Edwards blevet modtaget med en uset varme, og første spørgsmål fra salen er som regel: »Hvordan har du det?« Tilhørerne giver hende et spontant knus, nogle giver hende breve med deres egen historie, andre giver hende forslag til alternativ medicin, og i et enkelt tilfælde lagde en tilhører en hånd på hende og beordrede i Jesu Kristi navn sygdommen ud.

Det er næsten for meget med al den venlighed, som hun humoristisk konstaterede i sidste uge i Wall Street Journal: »Jeg bliver behandlet som Sct. Elizabeth, og det er ikke rigtig mig. Måske skal jeg begynde at bande lidt? Efter jeg er blevet syg, har folk været for søde ved mig.«

Ikke at hun i sine taler trygler dem om at være søde. Hun er ikke på en medlidenheds-turne, hun taler kun indirekte om sin sygdom, hun er ikke interesseret i at gøre den til en national føljeton, som hun siger men hendes eksempel har berørt noget dybere.

For det første lever kræftpatienter længere. En amerikansk kvinde med brystkræft i stadie 1 har i dag 98 pct. chance for at leve længere end fem år, og det betyder, at kræftpatienter pludselig fylder mere i det offentlige rum. Det er ikke et tilfælde, at tre af de førende republikanske præsidentkandidater alle har haft kræft.

Hvor en toppolitiker med sådan en diagnose for bare en halv generation siden i mere end én forstand ville være en død toppolitiker så er det anderledes i dag.

Som en tilhører ved et vælgermøde med Elizabeth Edwards for nyligt sagde til avisen Las Vegas Sun:

»Man kan ikke bare sidde og sige: Åh, nej, jeg skal dø. Hvis man gør det, så dør man. Man er nødt til at kæmpe imod, og hun kæmper imod sin sygdom og for sin mands kampagne og for sit land,« sagde Monica Ortiz, som selv sagde hun til avisen havde alvorlige helbredsproblemer.

ELIZABETH EDWARDS RUMMER også noget andet, som andre i det politiske felt ikke rummer. Sit eget personlige liv som eksempel.

Der er i politik en mangel på kandidater, som vælgerne på et helt jordnært plan kan forholde sig selv. Elizabeth Edwards opgav sin egen lovende karriere som advokat for at blive den fuldtidsmor, som hun aldrig selv havde haft, og hun kender alt til at fragte børn fra skole og til fodbold, fodbold til aftenskole, aldrig at have tid nok og altid stille med et hår, som er hastigt arrangeret foran bakspejlet i en bil. Hun var reservemor for hele kvarterets børn, som kom tidligt og sent, og som hun har sagt i et interview med tidsskriftet Vogue: »Der er en hel generation af børn i North Carolina, som har set mig i natkjole.«

Som over halvdelen af amerikanerne kæmpede hun med vægten, men hun gemte sig ikke af den grund i skyggen. Hun var overvægtig, ja, men det var nu engang hvem, hun var, sagde hun.

Livet gav hende også hårdere kampe end vægten. I 1996 mistede hun og John Edwards deres ældste søn, Wade, som omkom ved en trafikulykke. Det kuldkastede deres tilværelse og hendes illusioner om en altid retfærdig Gud, men selv fra så alvorlig en prøvelse rejste hun sig, og som midaldrende og efter fertilitetsbehandling fik hun yderligere to børn, Emma Claire, som blev født i 1998, og Jack, som blev født i 2000.

Under valgkampen i 2004 virkede hun som et helt og afprøvet menneske, hun kendte prisen på en liter letmælk, hun kunne selv tanke sin bil, og hun kunne tackle tilværelsen, selv når tilværelsen var grummest.

Kræftsygdommen har yderligere testet hendes rygrad. På den ene side har hun valgt at holde fanen højt »der er ingen, der ved, om jeg er her i 20 uger eller 20 år endnu, og skulle vi så bare sidde og trille tommelfingre i den tid,« har hun spurgt og på den anden side forbereder hun sig også på det uundgåelige. Ifølge Wall Street Journal er hun begyndt at skrive et dødsbrev til sine børn. I brevet fortæller hun dem om de valg, som hun har foretaget, og hun giver dem sin mening om alt fra familie og arbejde til kirke og farvesammensætningen af tøj, og hun er også begyndt at sortere i bl.a. familiens bøger og fotografier og putte dem i kasser med sedler på.

»I skal beholde en bog i mindst 10 år først derefter må I overveje at smide den ud,« har hun formanet sine børn.

Den autenticitet er også, hvad vælgerne reagerer på.

MEN HENDES POPULARITET har også skabt et problem for John Edwards og hans kampagne.

Kampagnen kan naturligvis godt bruge hendes popularitet, som f.eks. i øjeblikket, hvor hun er hovedpersonen i en valgreklame i New Hampshire. I reklamen fortæller hun om sin mand, og hun lover, at han »kan stirre det værste i øjnene og ikke blinke«. Hun har også i flere omgange angrebet Hillary Clinton, bl.a. har hun hævdet, at hendes mand er en bedre kandidat for kvinderne end Hillary Clinton er, og at sidstnævnte har for travlt med at vise sig fra sin mandige side.

Hun ringede en aften ind til et TV-program, hvor den giftige konservative Ann Coulter sad og sprudlede ild. Coulter fik en moderlig opsang, som sang for ørerne i dagevis.

Men det kan alt sammen være med til at gøre Elizabeth Edwards til kandidaten frem for hendes mand. Magasinet Time udnævnte hende i forsommeren til at være et af de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden, men hendes mand var ikke på listen. Hun træder på hans budskab, siger kritikerne.

Det afviser John Edwards, og som hans kampagnechef har sagt til webstedet Politico: »John Edwards er vores toneangivende stemme. Det kan ingen være i tvivl om.« Elizabeth Edwards hjælper kun med at få den stemme frem, siger han.

John Weaver, en republikansk topstrateg, er enig. Han udkæmpede for nyligt sin egen kamp med kræft, og han mener at forstå, hvad der foregår.

»Det er helt forkert at sige, at kampagnen misbruger hende og hendes sygdom. Hun gør helt tydeligt, hvad hun på nuværende tidspunkt har lyst til at gøre,« siger han.

Elizabeth Edwards er nået til det punkt i sit liv, hvor hun har meget lidt at tabe, og »hun er en frigjort kvinde,« fastslår Weaver. »Det er, hvad vi oplever.«