Mays nordirske støtteparti er imod brexitaftale

- Den irske bagstopper er "et snydetrick", siger Sammy Wilson fra de konservatives støtteparti, DUP.

Det Demokratiske Unionistparti (DUP) i Nordirland vil ikke støtte den foreliggende skilsmisseaftale med EU i forbindelse med brexit.

Det siger en talsmand for partiet Sammy Wilson, som i et interview med BBC kalder den såkaldte irske bagstopper for "et snydetrick".

Bagstopperen er en nødplan, der ifølge medlemslandene kun skal træde i kraft, hvis parterne ikke inden en overgangsperiode har indgået en aftale om det fremtidige forhold.

DUP er støtteparti for premierminister Theresa Mays konservative regering.

Wilson siger et hårdt brexit vil være o.k. for det britiske landbrug og erhvervsliv.

»Erhvervslivet bør tage det afslappet, hvis vi forlader EU uden en aftale. Vi er rent faktisk mere urolige over, hvad der vil komme fra EU og især fra den irske regering,« siger han

»Hvis nogen skal være bekymret over told på oksekød og lammekød, så er det irerne, fordi vi - Storbritannien - importerer mere kød, end vi eksporterer.«

May håber stadig på, at det vil lykkes for hende at få brexitaftalen gennem parlamentet, selv om medlemmer af hendes egen regering uden for citat indrømmer, at det ikke kan lykkes uden betydelige ændringer af aftalen, så medlemmer af oppositionen slutter sig til Mays fløj.

Hvis underhuset i det britiske parlament ikke godkender den aftale, som Mays regering har forhandlet på plads med EU, så vil briterne forlade EU uden aftale den 29. marts.

DUP, der har 10 medlemmer i parlamentet, har krævet, at May opgiver den irske bagstopper, hvilket udelukkes af May og EU.

May har brug for mindst 318 stemmer for at få aftalen gennem parlamentet. 117 af hendes egne 317 parlamentarikere stemte mod hende ved en tillidsafstemning den 12. december.

Det betyder, at hun har brug for en del støtte blandt arbejderpartiet Labours 257 parlamentarikere eller pludselig skal vinde masser af terræn hos sine egne og hos DUP.

/ritzau/Reuters