London. Storbritanniens premierminister, Theresa May, har en "fornyet mission", efter hun onsdag aften klarede sig igennem en tillidsafstemning i sin konservative parlamentsgruppe.
- Efter denne afstemning skal vi nu videre i arbejdet med at levere brexit til det britiske folk og opbygge en bedre fremtid for dette land, siger May i en kort udtalelse.
Hun lover at lytte til de partifæller, der har udtrykt mistillid til hende.
200 konservative politikere bakkede op om May i tillidsafstemningen, mens 117 stemte imod hende.
- Jeg er taknemmelig for støtten, men et betydeligt antal kolleger stemte imod mig, og jeg har lyttet til det, de sagde, siger May.
Hun har nu en "fornyet mission", der går ud på at samle landet igen, siger hun og opfordrer politikere på alle sider til at stå sammen.
Premierministeren tilføjer, at hun vil tage tilbage til Bruxelles torsdag og bede om "retlige og politiske forsikringer" om den såkaldte bagstopper.
Det er det arrangement, der skal gøre, at man undgår en hård grænse mellem det britiske Nordirland og EU-landet Irland.
Samtidig er det et af de punkter i brexitaftalen, der har skabt mest debat.
Konservative EU-skeptikere frygter, at bagstopperen kan betyde, at Storbritannien hænger fast i EU's toldunion på ubestemt tid.
/ritzau/