Mens præsident Donald Trump forsøger at navigere på landjorden, er et landets store hangarskibe sat ud af kurs til havs.

Det store krigsskib »USS Theodore Roosevelt«, der har plads til 5.000 militærfolk, er hårdt ramt af coronaudbruddet. I skrivende stund er 550 sømænd testet positive. 92 procent af hangerskibets besætning er testet, og af dem er 3.673 testet negative.
Alle, der er testet negativ, er blevet sejlet i land på Guam, der er en ø øst for Filippinerne, der er under amerikansk territorium. Her skal de være i karantæne i de næste 14 dage.
Hangarskibet har allerede tidligere været i mediernes søgelys, da Trump tidligere på måneden fyrede kaptajnen på skibet. Kaptajn Brett Crozier blev fjernet som øverstkommanderende, efter at han i et brev havde bedt præsidenten om mere hjælp til at bremse virusudbruddet om bord på hangarskibet. Han krævede, at de mange tusinde søfolk under hans kommando fik lov til at forlade skibet for at forhindre smittespredning.
Brevet blev lækket til medierne, hvorefter kaptajnen blev afskediget med den begrundelse, at flåden havde mistet tilliden til ham. Fyringen mødte massiv kritik. Særligt fra besætningen der klappede deres kaptajn fra borde.
Virusudbruddet på det atomdrevne flådefartøj har haft konsekvenser på øverste niveau. Tirsdag trak USAs fungerende marineminister Thomas Modly sig fra posten, efter at kritikken for fyringen og latterliggørelsen af hangarskibets øverstkommanderende voksede.
I en tale til besætningsmedlemmerne om bord på »USS Theodore Roosevelt« sagde den afgående marineminister, at Brett Crozier var for »naiv eller for dum« til at have ansvaret for dem.



