Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
BARCELONA: Forfatteren Rosa Montero betegnede forleden François Hollande som en halvkogt kikært. Sammenligningen var møntet på den franske præsidents fysiske fremtoning, som ifølge Montero under normale omstændigheder burde forhindre ham i at score den ene attraktive kvinde efter den anden. Men i virkeligheden beskriver hendes billede måske endnu bedre den personlighed, præsidenten har afsløret under de seneste ugers opbrud i såvel privatlivet som i sin politiske strategi: Blød og rund på overfladen, men hård som sten indeni.
I hvert fald emmede det knappe ordvalg ikke netop af medfølelse, eller for den sags skyld det modsatte, da Hollande lørdag i en erklæring til nyhedsbureauet AFP lod kundgøre: »Jeg meddeler hermed, at jeg har afsluttet mit samliv med Valérie Trierweiler.«
I dagene forinden havde præsidenten heller ikke signaleret den store omsorg for sin partner gennem de seneste syv år, der blev indlagt med et nervesammenbrud, efter at sladdermagasinet Closer midt på måneden havde afsløret hans affære med skuespilleren Julie Gayet. Jo, det gik da »bedre«, lod Hollande kortfattet forstå, efter at Trierweiler var blevet udskrevet fra hospitalet, men »hun hviler sig« fortsat.
Kolde nerver og konservativ forargelse
Le Monde-journalisterne David Revault D’Allonnes og Thomas Wieder minder i en politisk psykoanalyse af de seneste ugers begivenheder om, hvordan præsidenten under et TV-interview sidste år afslørede, at han ikke blot er ualmindelig tykhudet men også har »kolde nerver«.
Det er denne »isnende« side af sig selv, han nu afslører, skriver de. Samt en ekstrem prioritering af sit politiske virke frem for privatlivet, som man alt efter temperament kan betegne som rettidig omhu eller mangel på empati. Eksempelvis var det næppe tilfældigt, at Hollande offentliggjorde bruddet med Trierweiler lørdag i et hul mellem to officielle udlandsrejser som en klar markering af, at turbulensen på hjemmefronten ingen indflydelse har på hans embedsførelse.
Med den flanke lukket af har oppositionens kritik da også kredset om præsidentens følelsesmæssige håndtering af affæren. Ifølge Nathalie Kosciusko-Morizet, der er det borgerlige UMPs kandidat til borgmesterposten i Paris, havde Hollandes erklæring nærmest karakter af en fyreseddel, mens partikammeraten Henri Guaino mener, at »forstødelsen« af Trierweiler ikke netop var en opvisning i »elegance og menneskelighed«.
Læs også: En speget affære
Skal man tro lederen af meningsmålingsinstituttet Ifop, Frédéric Dabi, deler franskmændene imidlertid ikke nødvendigvis højrefløjens forargelse. Han peger i et interview med avisen Le Figaro på, at et klart flertal også i den kvindelige del af befolkningen tog præsidentens parti i en måling foretaget kort efter Closers afsløring af utroskaben.
»Franskmændene skelner klart mellem offentligt og privat. Derfor tror jeg også, at kovendingen i præsidentens (økonomiske) politik bliver langt mere afgørende for hans embedsperiode end bruddet med Valérie Trierweiler,« siger Dabi.
Privat og politisk hjemmebane
At præsentationen af den såkaldte stabilitetspagt, der bl.a. omfatter store offentlige nedskæringer og liberalisering af erhvervslivets forhold, er faldet sammen med utroskabsskandalen, har givet anledning til diverse konspirationsteorier. Mens nogle ser tidligere præsident Nicolas Sarkozys sorte hånd bag timingen i afsløringerne, mistænker andre Hollande for selv at have sat forløbet i scene.
Også mere ædruelige iagttagere som de ovennævnte Le Monde-journalister ser imidlertid en sammenhæng – omend på et andet niveau. Ligesom håndteringen af skandalen har afsløret Hollandes sande og »nervekolde« jeg, udgør også hans – ifølge nogle – forræderiske knæfald for en tyskinspireret nøjsomhedspolitik et maskefald, der i virkeligheden ikke kan komme bag på nogen.
Ideerne bag pagten ligner til forveksling dem, som præsidenten tidligere har argumenteret for, bl.a. i en bog udgivet i 1991, skriver Revault D’Allonnes og Wieder. Om kovendingen i forhold til den vækstpolitik, han ikke desto mindre vandt valget på, handler om de manglende resultater i forhold til især ledighedsbekæmpelsen eller en kynisk kalkule, giver de ikke noget bud på. Men Hollande føler sig tydeligvis mere hjemme både i forhold til sin nye økonomiske politik og sin genvundne status som ungkarl – efter sigende har han absolut ingen planer om at flytte sammen med Julie Gayet.
Imens slikker Valérie Trierweiler sårene som deltager i humanitært hjælpearbejde i Indien, og ifølge den nu tidligere førstedame skyldes hendes kærlighedssorger i langt højere grad politik end skuespillerinder.
Hvis han ikke var præsident, ville vi måske stadig være sammen,« vurderede Trierweiler tirsdag under et uformelt pressemøde, hvor hun ikke afviste ideen om at genoptage sin journalistiske karriere – blot ikke som politisk reporter:
»Jeg har fået nok af den verden. Det kan være svært at begribe omfanget af hykleri og forræderi.«