Mars har små bække af saltvand

Livssuppe. NASA har fundet stærkt bevis for flydende vand på Mars. Det øger sandsynligheden for, at primitivt liv stadig findes på den røde planet.

USA: Langt op i 1900-tallet var det en udbredt opfattelse, at planeten Mars rummer store kanaler, der måske tilmed kunne være udgravet af intelligente væsner. Nu viser det sig, at der er noget om snakken – bortset fra det med de kloge marsmænd.

I løbet af sommeren oppe på Den Røde Planet risler flydende saltvand med al sandsynlighed ned ad kløfter og kratervægge og gennembløder sandet adskillige steder, skriver Berlingske.

Den vedvarende dryppen og rislen efterlader lange, sorte pletter eller streger, der kan nå længder på flere hundrede meter, viser et opsigtsvækkende forskningsresultat fra amerikanske NASA.

Men når Mars-efteråret ankommer med sin isnende kulde, tørrer de små bække ud.

Det er det hidtil stærkeste bevis for flydende vand på Mars, og det kan ifølge NASA få store konsekvenser for fremtidige ekspeditioner til Jordens naboplanet og for vores søgen efter liv uden for Jorden.

»Det antyder, at det vil være muligt for liv at eksistere på Mars i dag,« sagde NASA-chefforskeren John Grunsfeld ved et pressemøde mandag.

Og Alfred McEwen, chefforsker på University of Arizona, tilføjede, at der efter hans opfattelse er »meget stor sandsynlighed« for mikrobielt liv i dag på Mars, især nede i planetens ydre skorpe.

Nanna Bjørnholt Karlsson, postdoc på Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet, har med interesse fulgt med i nyheden om flydende vand på Mars. Tidligere i år vakte hun nemlig opsigt med en beregning af, at Mars på næsten alle breddegrader synes at rumme utallige kæmpemæssige iskapper eller gletsjere af primært vandis – gletsjere, der er dækket af et metertykt lag støv.

»Men det er rigtigt spændende, at der også er vand, der flyder,« siger hun.

Ifølge Nanna Bjørnholt Karlsson øger det flydende vand sandsynligheden for, at der kan gemme sig egentlige søer eller små reservoirer på Mars af flydende saltvand.

Hun vurderer, at de små »bække« med al sandsynlighed opstår som følge af let sommerafsmeltning af permafrosne lag, altså marssand fyldt med is.

»Det er meget betegnende, at de sorte streger typisk befinder sig på sydsiden af skrænter. Det kan få dele af permafrosten i overfladen til at smelte om sommeren og skabe små strømme af saltvand. Men på vejen ned ad skrænterne tørrer strømmene ud som følge af fordampning,« forklarer hun.

Opdagelsen af flydende saltvand er gjort med et særligt instrument på sonden Mars Reconnaissance Orbiter. Det har analyseret den kemiske sammensætning af overfladen i og omkring de små »bække« og i den forbindelse detekteret store mængder gennemblødte salte. Den kemiske signatur peger på, at det næsten udelukkende kan stamme fra egentligt saltvand.

Forskningsresultatet giver næring til fornyede spekulationer om, at mikrobielt liv kan være opstået på Mars i tidernes morgen og måske have overlevet i små, vandholdige lommer helt op til vore dage.

Tidligere forskningsresultater har vist, at Mars efter alt at dømme bugnede af flydende vand for cirka tre milliarder år siden. Blandt andet var der sandsynligvis et gigantisk ocean på halvanden kilometers dybde på to tredjedele af planetens nordlige halvkugle. Men derefter forsvandt det meste af planetens atmosfære, hvorefter vandet enten fordampede ud i verdensrummet eller frøs til is.