Den første retsdag er slut i sagen mod den norske kronprinsessesøn Marius Borg Høiby.
Dagen blev indledt med, at de 38 tiltalepunkter mod ham blev læst op.
Blandt de alvorligste anklager er mishandling i nære relationer, voldtægt og tre tilfælde af voldtægter ved andet seksuelt forhold end samleje.
En af kvinderne, som ifølge tiltalen har været udsat for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, vidnede på retssagens første dag.
Det skulle være sket på godset Skaugum, som er det norske kronprinspars officielle residens.
Kvinden var sammen med nogle venner til efterfest hos Marius Borg Høiby.
Politiet har ifølge det norske medie VG fundet videoer på Marius Borg Høibys computer, som angiveligt viser, at han befamler hendes underliv, mens hun lå på en sofa og ikke var i stand til at modsætte sig.
VG har spurgt det norske kongehus, hvordan det forholder sig til, at et af overgrebene skulle være blevet begået i kronprinsparrets officielle residens.
- Sagen er under behandling i retssystemet, så vi ønsker ikke at kommentere dette, skriver Sara Svanemyr fra det norske kongehus til VG.
Marius Borg Høiby nægtede på retssagens første dag at have begået voldtægter. Han nægtede sig også skyldig i fem tilfælde af seksuelt krænkende adfærd.
Han har erklæret sig skyldig i et tilfælde af seksuelt krænkende adfærd.
Han erklærede sig også skyldig i en række andre tiltaler. Han har vedkendt sig at have kørt for hurtigt, at have kørt uden kørekort, for brud på et besøgsforbud og for grov narkotikaovertrædelse.
I nogle andre anklagepunkter har han erklæret sig delvist enig. Blandt andet i nogle af tiltalerne for vold og for hensynsløs adfærd.
Retssagen har enorm interesse, også fra udenlandske journalister.
Den tilstedeværende presse kunne på retssagens første dag berette, at Marius Borg Høiby så berørt ud og rystede.
Det er statsadvokat Sturla Henriksbø, som fører sagen.
Under sin forelæggelse på retssagens første dag understregede statsadvokaten, at der er lighed for loven, selv om Marius Borg Høiby er kronprinsesse Mette-Marits søn.
- Han skal behandles ligesom enhver anden person. Han skal ikke behandles strengere eller mildere, ud fra hvem han er i familie med. Det gælder både skyldsspørgsmålet og strafudmålingen, lød det fra statsadvokaten på retssagens første dag.
Retssagen varer efter planen til 13. marts.
Marius Borg Høiby er ikke formelt en del af det norske kongehus, da han er født, før kronprinsesse Mette-Marit indgik et forhold og senere ægteskab med den norske tronarving, kronprins Haakon.
/ritzau/
