Mareridtet i Ferguson

Dønningerne efter optøjerne i den amerikanske by Ferguson har knap lagt sig. Men allerede nu raser diskussionen om det sorte og det hvide USA.

En demonstrant viser sin utilfredshed med politiet i Ferguson. Fold sammen
Læs mere
Foto: SCOTT OLSON
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Knap er tåregassens tåger lettet over Ferguson, før diskussionen om det sorte og det hvide USA er brudt ud. Og modsat hvad mange tror, så er det ikke kun en diskussion om racisme, om hvid overmagt og om de sortes undertrykkelse i et overvejende hvidt USA, der føres med næsten skinger stemmeføring i medierne. Det er i høj grad også en diskussion om det ansvar, de sorte selv har for at bringe sig ud af en fattigdom og give deres børn en uddannelse, så man undgår, at de unge ender i konfrontation med politiet.

For det er en kendsgerning, at mange unge sorte mænd dør som følge af politiets kugler. Og det er også en del af sandheden, at politiet slipper meget let fra at dræbe en sort person. Men denne diskussion er ikke en enten-eller diskussion. For der findes ikke kun én sandhed. Der er blandt sorte amerikanere en selvransagelse, der føres gennem en debat præget af mange paradokser og gamle fordomme. Den sorte middel- og underklasse har meget svært ved at finde deres ståsted i denne diskussion. For den traditionelle holdning er, at det hele skyldes »racisme«. Men det er ikke den eneste forklaring længere. Og måske er det også ved at være den forklaring, som har holdt både de hvide og de sorte behageligt på afstand af at drøfte et væsentligt problem: Hvorfor mangler man i USA sorte med succeshistorier?

»Sorte og hvide, der kender hinanden, har meget svært ved at føre denne diskussion, fordi hvide pr. definition er racister, mens sorte er ofre. Og så er det svært at diskutere andre sandheder, som også trænger til at komme frem i lyset, fordi man ikke ønsker ufrivilligt at komme til at sige noget, der kan virke som en fordom,« siger en af de amerikanske borgerretsforkæmpere George Watson til den amerikanske tv-station NBC.

Faktum er, at der stadig er en overrepræsentation af unge sorte mænd i landets fængsler. Og selv om mange af dem er endt der på grund af tvivlsomme domme, så er der en række kendsgerninger, der er svære at bortforklare. Og det er, at mange sorte fastholdes i generationer i stor fattigdom. De bryder ikke den sociale arv. I hvert fald ikke som andre etniske grupper. Som f.eks. asiaterne, der sidder tættere på samfundets top end de sorte.

De asiatiske indvandreres unge går på universiteterne, mens de sorte sidder i fængsler. Selv latinoerne er ved at overhale dem i uddannelsessystemet. Sådan lyder den meget firkantede retorik her knap fire måneder efter, at den sorte 18-årige Michael Brown blev dræbt af den 28-årige hvide politibetjent, Darren Wilson. For Ferguson er lige pludselig blevet et markant symbol på de hvides undertrykkelse af de sorte. Og som The Washington Post skrev: »Byen er nu indskrevet i USAs race-historie på linje med sydstatsbyen Selma, som blev symbolet på de sortes opstand og protester i 1965 i forbindelse med borgerrettighedsbevægelsens krav om ligestilling i det amerikanske samfund.«

Men diskussionen er den samme som i 1965, og den er i tilfældet Ferguson også ved at udvikle sig til en generel diskussion blandt de sorte selv om, hvad det er for en fremtid, de ønsker for deres samfund. For de har, som en af borgerretsforkæmperne siger det, alt for længe fastholdt, at deres ulykker skyldes racistiske hvide politibetjente og andre hvide myndighedspersoner. At deres ulykke skyldes en person som Darren Wilson, der skød for at dræbe og slap godt fra det. Måske er det på tide, at de sorte amerikanere laver en ny revolution. Dengang en undervisningsrevolution, der sikrer deres unge kvinder og mænd gode uddannelser og dermed pladser i toppen af samfundet. Sådan lyder kritikken her, efter at dønningerne fra Ferguson synes at have lagt sig.

»Efter Ferguson har jeg indset, at vi, som er sorte ledere, bare ikke kan kalde det, der foregår, for racisme. Vi må også udtrykke vores skepsis over for den sorte kultur, som i høj grad er blevet anti-autoritær og anti-social til et punkt, hvor det næsten er selvdestruktivt. Men det er en diskussion, jeg tror, at vi er nødt til at have nu efter Ferguson,« siger en af de sorte ledere, den tidligere politimand og nu metodistisk præst Brian Willingham, fra byen Flint i Michigan –en af de byer med virkelig store problemer mellem sorte og hvide.

Han er en af dem, der åbner den samme diskussion, som den sorte amerikanske skuespiller Bill Cosby rejste i 2004 i sin berømte »Pound Cake-tale« (amerikansk nationalkage), hvor han revsede sorte forældre for ikke at være ambitiøse nok på deres børns vegne. Han sagde, at mange steder var de sorte ikke nået længere siden 1960erne end til stadig at beskylde myndighederne for racisme for at forklare deres egne problemer.

Han spurgte retorisk i talen, hvordan det kan være, at når en af vores unge bliver skudt af politiet efter et røveri af en pound cake, at vi »så alle løber ud på gaderne og råber, hvorfor politiet har skudt ham. I stedet skulle vi spørge, hvorfor han havde en »pound cake« i hånden«.Talen vakte et ramaskrig.

Men flere sorte borgerrettighedsfolk tog diskussionen op og sagde, at Cosby havde ret. Der blev gjort for lidt fra de sorte samfunds side for at vende udviklingen og sikre, at børnene forsvinder fra gaderne og får et alternativ til en ellers håbløs fremtid uden job. For statistikken var dengang som nu gruopvækkende.

Da talen blev holdt, var mord det, man døde af, hvis man var en sort dreng i alderen 12 til 19 år. En ud af tre sorte mænd i alderen 20-29 år var under en eller anden form for politimæssig overvågning, og kun 28 procent af sorte børn voksede op med en mor og en far i hjemmet. En rigtig dårlig statistik, der ikke er blevet meget bedre med årene.

På den anden sider er der heller ikke så mange, der er i tvivl om, at der er udbredt racisme i USA stadig vendt mod de sorte. Men det er især politiet og retssystemet, der får skylden for at være racistisk, hvis man spørger de sorte selv.

Meningsmålingsinstituttet Pew foretog en undersøgelse, der viste, at unge sorte under 40 år er langt mindre tilbøjelige end deres forældre til at tro, at det er racisme, der udelukkende blokerer for de sortes succes i samfundet. Men der skelnes skarpt mellem myndigheder og så politi og retssystemet. For det er de to sidste, der i alle sorte aldersgrupper høster den største mistillid.

For generelt mener den sorte befolkning, at der er sket meget siden 1960erne, da USA for alvor tog et opgør mod racismen. Men inden for politi og retsvæsen er det en helt anden sag. Der er racismen stadig udbredt, og forskelsbehandlingen ifølge dem tydelig.

Ifølge Caroll Doherty fra Pew Research Center er det måske ikke så underligt, at især de unge sorte har et mere nuanceret syn på systemerne, selv om tingene generelt har flyttet sig meget lidt siden 1960erne. De unge og yngre har på grund af ændring af lovene – især de såkaldte Jim Crow-raceadskillelseslove, der blev ophævet i midten af 1960erne – betydet, at sorte og hvide går i skole og på universiteter sammen. Men når så det er slut ved 15-tiden, så går de hver til sit ofte til hvert sit kvarter, hvor der eksisterer en anden verden.

»Den verden, de sorte vender tilbage til, er stadig en grum historie statistisk set. En ud af 15 sorte børn har en af forældrene i fængsel mod kun en ud af 111 hvide. Tre procent af alle sorte er fængslet mod kun 0,5 procent hvide,« fortæller hun. Så selv om der eksisterer mange venskaber på tværs af racer, så lever hvide og sorte stadig adskilt i verdener, der overhovedet ikke kan sammenlignes.

Det var også tilfældet i Ferguson, hvor kun tre af politstyrkens 53 personer var sorte, og alle boede uden for byen og derfor ikke kendte byens borgere særligt godt.Hvem bærer skylden? Det er det, der drøftes med stor følsomhed.

For svarene er ikke lette, især ikke fordi de sorte historisk har haft det langt sværere end f.eks. de asiatiske indvandringsgrupper. Men diskussionen om racisme er suppleret af spørgsmål, der rettes af sorte mod sorte. Hvad kan vi lære af Ferguson?

»Skal vi blot konstatere, at det hele skyldes racisme og så bare lade det blive ved det, eller skal vi bruge anledningen til at ændre os selv,« som flere af de sorte ledere siger.

Svaret kommer ikke nu. Dertil er der stadig for mange følelser involveret. Men debatten er startet.