Da Marco Rubio søndag gæstede NBC News-programmet »Meet the Press«, stillede værten Kristen Welker den amerikanske udenrigsminister præcis det spørgsmål, som de fleste formentlig gerne ville høre svaret på.

Rubios chef, Donald Trump, havde dagen forinden mødtes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Peterskirken kort før pave Frans' begravelsesceremoni, og spørgsmålet fra Welker lød nu:

»Er Rusland og Ukraine nu tættere på en aftale i kølvandet på det møde?«

Svaret fra Rubio var indledningsvist optimistisk.

»Jeg tror, at de generelt er tættere på, end de har været på noget tidspunkt i de seneste tre år,« erklærede udenrigsministeren.

»Men,« tilføjede han så, »det er stadig uvist.«

Marco Rubio mindede om, at Trump-administrationen har gjort et »ekstraordinært stykke arbejde på højeste niveau« i forsøget på at få en fredsaftale på plads, »og vi har gjort store fremskridt«.

»Men de sidste par skridt på den her rejse vil altid være de sværeste, og det skal ske snart,« sagde udenrigsministeren og tilføjede, hvad der dårligt kunne høres som andet end en slet skjult advarsel om USAs fortsatte involvering i forhandlingerne.

»Vi kan som sagt ikke blive ved med at bruge tid og ressourcer på den her indsats, hvis den ikke bærer frugt.«

»Den seneste uge har i virkeligheden handlet om at finde ud af, hvor tæt (på en aftale, red.) er de her parter i virkeligheden, og er de tæt nok til, at det fortjener en fortsat investering af vores tid som mægler?«

En »meget vigtig« uge

Adspurgt om, hvor lang tid USA er villig til at give parterne i forhold til at nå en aftale, erklærede Rubio, at han ikke ville sætte tid på.

I stedet gentog han, at USA har brug for at se fremskridt:

»Den her uge er en meget vigtig uge, hvor vi skal beslutte, om det er en indsats, vi fortsat vil være involveret i, eller om det er tid til at fokusere på nogle andre emner, der er lige så vigtige, hvis ikke vigtigere i nogle tilfælde.«

Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj i Peterskirken.
Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj i Peterskirken. Ukrainian Presidential Press Service/Reuters/Ritzau Scanpix

»Alt for mange mennesker dør!!!«

Efter lørdagens møde mellem Trump og Zelenskyj – siddende over for hinanden på to rødpolstrede stole i Peterskirken – langede den amerikanske præsident i hidtil uset omfang ud efter den russiske præsident Putin.

I et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social, skosede han Ruslands missilangreb, der de seneste dage har ramt civile ukrainere.

»Det får mig til at tænke, at han (Putin, red.) måske ikke ønsker at stoppe krigen, at han bare taler mig efter munden, og måske skal han håndteres på en anden måde gennem banksektoren eller sekundære sanktioner.«

»Alt for mange mennesker dør!!!,« tilføjede han.

Den eneste løsning

Hos NBC News erklærede Rubio, at der »stadig er grunde til at være optimistisk, men der er også grunde til at være realistisk« i forhold til muligheden for at lande en aftale, som kan afslutte krigen.

Han fremhævede også, at der i hans optik ikke findes en »militær løsning«, som kan sætte en stopper for krigen.

»Den eneste løsning på denne krig er en forhandlet aftale, hvor begge parter kommer til at opgive at få noget, de mener er deres. Og de kommer til at give den anden part noget, de ville ønske, de ikke skulle give dem,« sagde han.