Mao var historiens værste uhyre

Det moderne Kina hylder ham stadig. Men en ny bog gør det endnu sværere at lade boet efter formand Mao forblive uskiftet. Han var et uhyre.

En militærpolitimand står vagt foran Maos portræt ved Den Himmelske Freds Port i Beijing i sidste måned. Heltedyrkelsen af formand Mao fortsætter den dag i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: JASON LEE

Han var engang plakatmateriale. Han var engang symbolmateriale. Han var engang det materiale, som en vestlig venstrefløj elskede at spejle sig i.

Men formand Mao var også noget andet. Han var verdenshistoriens værste uhyre.

Det fremgår af den nye bog »Mao's Great Famine« (»Maos store hungersnød«) skrevet af den estimerede historiker Frank Dikötter, der er professor i Hongkong. Han har som den første vestlige forsker haft adgang til de kinesiske provinsarkiver, og han talte i sidste uge på den britiske Woodstock Literary Festival, hvor han opregnede bogens opsigstvækkende konklusion:

At Maos forsøg på med et snuptag at modernisere Kina - »Det store spring fremad« - var en katastrofe, som i menneskelige omkostninger rangerer side om side med Anden Verdenskrig. »Mindst 45 mio. mennesker blev arbejdet, sultet eller tævet ihjel i Kina i løbet af fire år,« refererer avisen Independent fra Dikötters indlæg.

Til sammenligning døde 55 mio. mennesker under Anden Verdenskrig.

Udryddelse i fredstid

Aldrig har en verdensleder i fredstid været ansvarlig for så mange menneskeliv, og formand Mao var ikke uvidende om omkostningerne; nej, han ønskede dem. Måske var det nødvendigt, at halvdelen af den kinesiske befolkning døde, for at den anden halvdel kunne leve, sagde han dengang, og han sagde også: »Det er muligt, at 50 millioner skal dø (...) I kan ikke bebrejde mig, når folk dør.«

»Det var som Pol Pots folkemord - bare tyve gange værre,« sagde Dikötter ved festivalen.

Massevoldtægt

Mindt 2,5 mio. af de kinesere, der døde under »Det store spring fremad«, blev myrdet, fastslår bogen, og partifunktionærer massevoldtog kvinder, og højgravide aborterede i marken, fordi de blev tvunget til slavearbejde, skriver New Statesman i en anmeldelse af bogen, og arbejderne fik rationer alt efter deres arbejdspotentiale - akkurat som nazisterne gjorde i KZ-lejrene, og med samme resultat. De gamle, de syge og børnene døde.

Under den såkaldte modernisering gled den kinesiske civilisation årtusinder tilbage, og i landområderne begyndte kannibalisme igen at florere, og børn blev begravet levende, fordi familierne ikke havde mad. Mellem én og tre mio. kinesere begik selvmord i løbet af den fire-årige periode, som Maos projekt varede.

Mao fik også den idé, at det var nødvendigt - som han sagde - at »erklære krig mod naturen«, og især så han sig sur på spurven, som han kaldte en »bourgeois fugl«, der spiste kornet i markerne. Derfor blev spurven masseudryddet, fuglestemmerne tav, skovene blev tavse, og snart forsvandt skovene også, og det hele blev en tragisk fiasko. Mao tabte, naturen vandt, og han måtte bede Sovjet om 200.000 spurve, skriver den amerikanske historiker Ron Radosh på sin blog.

Mao hyldes stadig

Jung Chang og Jon Halliday anslog i 2004 i deres banebrydende biografi om Mao, at den kinesiske leder i alt var skyld i 70 mio. menneskers død, men tallet må nu med Dikötters bog justeres opad, og det bliver kun værre. Dikötter fortalte ifølge Independent på bogfestivalen, at han gennem de kinesiske arkiver er ved at kortlægge de menneskelige omkostninger under de første år af Maos magtovertagelse.

»Maos Great Famine« har - akkurat som Chang og Hallidays bog - en konsekvens ud over selve bogen, fordi boet efter formand Mao stadig er uskiftet. Mao er stadig formand Mao i Kina, han er afbilledet på mønter og sedler, hans statue står her og der og allevegne, og det kinesiske regime har intet incitament til at gøre op med ham; bl.a. også fordi sådan en selvransagelse vil ramme strategen bag den kommunistiske kapitalisme, Deng Xiaoping, som i allerhøjeste grad var medskyldig i »Det store spring«.

Det er den ene del af den uskiftede arv, og den anden del er de vestlige venstreorienterede og maoister. New Statesman fremdrager bl.a. eksemplet med den senere franske præsident, socialistlederen Francois Mitterrand, som i 1961 besøgte Kina og forespurgte om rygterne om massesult. Sludder og vrøvl, forsikrede Mao ham, og den forsikring købte Mitterrand. Den forsikring ville han købe. Ved sin hjemkomst sagde han:

»Jeg gentager det, så I klart kan forstå mig - der er ingen sult i Kina,« og Mitterrand kaldte den kinesiske leder for en storartet tænker, der »er berømt for sit genis mangeartethed«.

Dansk Mao-dyrkning

I Danmark var en del af den dagsordenssættende venstrefløj også præget af Mao, og selv mange år senere - selv efter sandheden om »Det store spring fremad« blev kendt - faldt det dem svært at tage éntydigt afstand fra Mao, f.eks. opinionsmagere som Ebbe Kløvedal Reich, Knud Vilby, Jan Bredsdorff, Ejvind Larsen, Benito Scocozza og Christian Braad Thomsen.

Frank Dikötter er imidlertid ikke i tvivl om, hvor »Det store spring fremad« skal placeres på den verdenshistoriske hylde: »Sammen med Gulag og jødeudryddelsen ... det er de tre værste enkeltbegivenheder i det tyvende århundrede,« fastslog han på litteraturfestivalen.

INFOSHOP: Så godt klarer danske virksomheder sig i Kina