Mange regeringstro soldater i Syrien er dræbt i angreb

Talsmand afviser, at international koalition står bag mange bombedrab natten til mandag i det østlige Syrien.

Foto: HAMZA AL-AJWEH. Talsmand afviser, at international koalition står bag mange bombedrab natten til mandag i det østlige Syrien.
Læs mere
Fold sammen

Syrisk stats-tv rapporterer mandag formiddag, at den internationale koalition ledet af USA har bombet i den østlige del af landet, hvor flere regeringstro soldater meldes dræbt.

En talsmand for koalitionen afviser imidlertid, at den har udført angreb i området.

Oberst Sean Ryan, som er talsmand for koalitionen, bekræfter, at han kender til meldingerne om et angreb. Men koalitionen står ikke bag, siger han ifølge nyhedsbureauet AP.

Den britisk baserede observatør Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR) melder via kilder i Syrien, at 38 personer er dræbt. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Angrebet er ifølge syrisk stats-tv sket omkring midnat natten til mandag ved landsbyen al-Hari, der ligger nær byen Boukamal. Der oplyses på syrisk tv ingen dødstal.

Syriske styrker bekæmper Islamisk Stat i området vest for floden Eufrat. På den modsatte side af floden sender den internationale koalition bomber mod den ekstremistiske gruppe.

Islamisk Stat har fortsat kontrol med små områder i det østlige Syrien nær grænsen til Irak.

/ritzau/