Mange politibetjente dræbt i voldsomme angreb i Rusland: »Det er en tragisk dag«
Ingen har taget skylden for angrebene endnu, som den lokale guvernør kalder terror. Fem gerningsmænd meldes dræbt, men flere er endnu på fri fod.
Ingen har taget skylden for angrebene endnu, som den lokale guvernør kalder terror. Fem gerningsmænd meldes dræbt, men flere er endnu på fri fod.
15 politimænd og flere civile er blevet dræbt efter et voldsomt angreb i Dagestan-regionen i det sydlige Rusland søndag.
Flere bevæbnede mænd angreb to ortodokse kirker, en synagoge og en politistation i to byer. Der er tale om byerne Derbent og Makhachkala, hvor der ifølge BBC blev afholdt ortodoks pinsefest.
Det er på nuværende tidspunkt uklart, hvor mange civile der er dræbt, men ifølge Reuters er en 66-årig ortodoks præst og kirketjener blandt ofrene.
I byen Derbent, der er hjemsted for et gammelt jødisk samfund, blev en kirke og synagoge også sat i brand. På sociale medier er der blevet delt flere optagelser fra angrebet, og her kan man se folk klædt i mørkt tøj skyde mod politiet.
»Det er en tragisk dag for Dagestan,« siger Sergej Melikov, guvernør i Dagestan-regionen, i en video, der er blevet delt tidligt mandag på Telegram.
I videoen kalder Sergej Melikov det et terrorangreb. Flere russiske medier beskriver det også som terror.
Fem af gerningsmændene er blevet dræbt ifølge landets nationale komité for antiterrorisme, men flere af de formode gerningsmænd formåede at flygte fra stedet i bil.
Ingen har taget skylden for angrebene endnu. Dog hævder en højtstående politiker i området, at de har forbindelse til efterretningstjenester i Ukraine og NATO-lande ifølge nyhedsbureauet AP.
Dagestan er en overvejende muslimsk region i det sydlige Rusland ved Det Kaspiske Hav, og området er en af Ruslands autonome republikker.
Ifølge The Washington Post har Rusland i årevis kæmpet mod islamistisk oprør i det nordlige Kaukasus, hvor flere af angrebene fandt sted.
Flere fra Dagestan har tidligere forladt området for at kæmpe for Islamisk Stat i Irak og Syrien. Gruppen hævder blandt andet at stå bag angrebet på koncerthuset Crocus City Hall i byen Krasnogorsk, der dræbte flere end 115 personer tidligere i år.
Omvendt hævdede Rusland, at det var Ukraine og Vesten, som stod bag angrebet.
Dagestan har også tidligere været skueplads for islamistiske angreb. I 2018 blev fem kvinder dræbt, da en mand skød mod en ortodoks kirke.
Og oktober sidste år stormede hundredvis af mennesker lufthavnen i Makhachkala, da de ville »fange« jødiske israelere, som ankom med et fly fra Tel Aviv. Flere end 20 mennesker blev såret.
Dengang anklagede den russiske præsident, Vladimir Putin, Vesten og Ukraine for at stå bag urolighederne.
Der bliver afholdt sørgedage i regionen mandag, tirsdag og onsdag.