Hundredvis af mennesker - overvejende kvinder - samledes lørdag i en række byer forskellige steder i Frankrig for at udtrykke deres støtte til den 72-årige Gisèle Pélicot og andre ofre for seksuel vold.

Demonstrationerne fandt sted på et tidspunkt, hvor der føres en retssag mod Gisèle Pélicots tidligere mand Dominique Pélicot og en stor del af 70 eller 80 andre mænd, som er anklaget for voldtægter og overgreb på kvinden gennem en ti år lang periode.

I det bevismateriale, som er lagt frem, indgår tusindvis af fotos, som viser over 70 mænd voldtage hende. Offeret i sagen siger, at hun havde mærkelige huller i sin hukommelse, indtil politiet ved et tilfælde opdagede overgrebene. Hun ønsker at gøre opmærksom på de stoffer, der bruges til at begå seksuelle overgreb.

Retssagen har vakt stærke følelser i befolkningen.

- Denne sag viser, hvor langt vi er bagefter på alle niveauer, siger Sandrine Josso, en parlamentariker, som blev udsat for et voldtægtsforsøg i 2023. Hun har fremsat udtalelsen til BBC.

I Paris var der omkring 700 personer samlet for at demonstrere, mens andre demonstrationer fandt sted i blandt andet Nantes, Marseille og Nice, rapporterer AFP.

Den 71-årige Dominique Pélicot har delvist tilstået anklagerne mod ham, om at han bedøvede sin hustru og indbød andre mænd til at forgribe sig på hende i parrets hjem.

Retssagen er åben for offentligheden efter ønske fra Gisèle Pélicot, som endda er gået med til, at hendes navn og foto er blevet offentliggjort.

Anklagerne i sagen drejer sig om voldtægter begået fra 2011 til 2020.

Ifølge anklagerne tilbød Pélicot via en hjemmeside sex med sin hustru og filmede overgrebene.

De fleste voldtægter fandt sted i Pélicot-familiens hjem i byen Mazan i den sydfranske region Provence. I byen bor der 6000 mennesker.

Sagen har fået diskussioner om partnervold til at blusse op på ny.

I Frankrig blev omkring 1200 personer bedøvet med narkotika uden deres viden i 2022, siger forskeren Leila Chaouachi. Hun mener, at antallet i virkeligheden var langt højere.

/ritzau/AFP