Manden  med teen

Vælgerne dumper partiet, Big Business raser, og en borgerkrig truer. Ord som »jihadist« og »kamikaze« flyver mellem partifællerne. Er filmen hos Republikanerne ved at knække?

Justin Amash tilhører te-bevægelsens hårde kerne. Nu har det lokale erhvervsliv i Michigan mistet tålmodigheden med ham og opstiller en modkandidat.Foto: Kevin Lamarque/Reuters Fold sammen
Læs mere

Justin Amash har fået en temmelig vulgær politisk underrubrik, som vi hermed advarer sarte øjne mod. Her kommer den:

Et af de »mest græsselige røvhuller i den republikanske gruppe.«

Beskrivelsen kommer ikke fra en politisk modstander, den kommer fra en af hans parti­fæller, og spørgsmålet er: Hvorfor ophidser han i den grad sine med­republikanere?

Svaret er, at de ikke regner ham som en med-republikaner, men en mod­republikaner. Han er medlem af te-­bevægelsen og er dermed en af de høtyve, som har stormet magten og udfordret både det republikanske parti og status quo i Washington – og det går ikke stille for sig.

I sidste uge lukkede Justin Amash og hans fæller den amerikanske forbunds­administration, de truer med at sende USA og verdensøkonomien i sort med en betalings­standsning, og i Kongressen bliver de kaldt »jihadister« og »selvmordspiloter.« De vil hellere sprænge sig selv og samfundet i luften – for en håbløs sag – end at give sig en tøddel. Og det er kun, hvad deres egne partifæller siger om dem.

Justin Amash er blandt den hårde kerne på 30-40 te-aktivistiske kongres­medlemmer, som har stemt imod partifællen John Boehner som formand for Kongressen. Mange af dem mener, at præsident Obama er hemmelig muslim, de går ind for isolationisme og kræver guldfoden gen­indført, og det store flertal i den republikanske gruppe er så bange for dem, at de hellere lukker forbunds­administrationen end sætter dem på plads.

Men hvorfor er de så bange for dem? Og hvorfor gør nogle af de tunge drenge bag partiet – Big Business – ikke oprør?

Svaret går tilbage til en gammel debat i den danske andelsbevægelse – om det er hoveder eller høveder, der skal bestemme?

Hos Republikanerne har Big Business altid haft magten, som den konservative kommentator Tim Carney har forklaret i Washington Post. De har også indflydelse hos Demokraterne, men ikke i samme grad, fordi partiet har andre donorer med modsatte interesser, blandt andet fagforeningerne. Sådan er det ikke hos Republikanerne. Big Business er den eneste pengekilde og har traditionelt trukket i trådene.

Men i Reagan-årene formulerede partiet en ide om en folkeliggørelse og appellerede bl.a. til højrereligiøse, til libertarianere og til hvide småfolk, som var utilpasse med samfundsudviklingen, og ideen var mageløs succesfuld.

I 1990erne sad en ny koalition af fod­soldater på magten i det republikanske partiapparat i halvdelen af alle stater, og det førte til den gryende konflikt, som Thomas Frank i 2004 beskrev i bogen »What’s the matter with Kansas?« I Kansas var fodsoldaterne og Big Business allerede i 00erne i struben på hinanden. Fodsoldaterne førte krig mod abort, immigration, skat og højere uddannelse, mens Big Business omvendt kæmpede for immigration, højere uddannelse og visse offentlige servicer, og bogen illustrerede tydeligt, hvordan populisme og kapitalisme rummer en indre og uomgængelig modsætning.

Den modsætning er eskaleret med finanskrisen og te-bevægelsen, som ved midtvejsvalget i 2010 blev en alvorlig magtfaktor hos Republikanerne, og som Tim Carney forklarer:

Mange republikanske kongresmedlemmer ignorerer i dag Big Business, for det er ikke forretningsfolkene, der møder op ved opstillingsmødet og opstiller dem, det er fodsoldaterne, alle småfolkene, hovederne, ikke høvederne.

Et medlem af den gamle skole, kongresmedlem Greg Walden, bekræftede det for nyligt. Han er formand for de republikanske kongresmedlemmers valgkomite, og han mødtes med stordonorer fra erhvervslivet, og de beklagede sig over te-aktivisterne, og som han sagde til dem ifølge Daily Beast:

»Jamen, de moderate møder aldrig op til møderne. Det er kun de andre, der møder op.«

Det får to politiske konsekvenser: For det første giver det te-aktivisterne en uset magt. En hård kerne på 30-40 ud af 232 republikanske kongresmedlemmer kan kue hele gruppen, fordi de andre medlemmer er hunde­rædde for en te-aktivistisk revolte i deres valgdistrikt, og den grundangst har ført til en lukning af administrationen og truslen om betalingsstandsning – fordi det er, hvad te-aktivisterne vil have.

For det andet fører det til et fnysende erhvervsliv. Big Business er aldeles ubegejstret, for den slags er dårligt for business.

Og dermed vender vi tilbage til Justin Amash.

For han fik i denne uge en modkandidat i sit distrikt i det vestlige Michigan. Finansmanden Brian Ellis oplyste, at han ville stille op mod Amash, og ifølge ABC News er det lokale erhvervsliv drivkraften bag hans modkandidatur. Erhvervsledere er så utilfredse med Amash og hans »anti-business« dagsorden, at de sætter kræfter og penge ind på at vælte ham.

En lokal erhvervsleder, Meg Goebel, siger til Washington Post, at »alle er virkelig, virkelig kede af« den regeringslukning, som Amash og hans folk står bag, og »vi kan slet ikke samarbejde med ham, og det er et stort problem,« og dermed er der lagt op til en styrke­prøve mellem hovederne og høvederne. Justin Amash har aktivisterne, men ingen penge. Brian Ellis har pengene, men ikke aktivisterne. Hvem vinder?

Den styrkeprøve kan brede sig til andre valgdistrikter, for Big Business vil have mere for sine penge. Det amerikanske handelskammer meddelte i denne uge, at det vil genoverveje sine politiske donationer. I 2012 brugte handelskammeret 32 mio. dollar på politisk støtte, langt hovedparten gik til Republikanerne, men ved næste års midtvejs­valg vil kammeret kun støtte »erhvervsvenlige« kandidater, hed det.

Nyhedsbureauet AP tolkede ordlyden og timingen som en advarsel til te-aktivisterne og et vink om, at Big Business vil gå ind i primær­valgene og støtte establishment kandidater.

Handelskammeret og 250 andre erhvervsorganisationer skrev også i denne uge et brev til den republikanske gruppe og opfordrede den til for det første at åbne forbunds­administrationen og for det andet at holde op med at tale om betalingsstandsning.

Og som formanden for en af de store erhvervsorganisationer sagde til magasinet New York:

»I øjeblikket er der politikere hos Republikanerne, som ikke lytter til erhvervslivet og erhvervslivets interesser,« og det taler også med versaler, når 19 af de absolutte top­chefer inden for amerikansk business stiller sig offentlig bag præsident Obama og erklærer sig enige i hans linje.

»Lukningen giver Obama en uventet fælle: Big Business,« skrev ABC News i en sigende overskrift.

Opinionsmålinger har tilsvarende dukket den te-aktivistiske linje. Et flertal af vælgerne siger, at den nuværende krise er Republikanernes skyld, kun 28 pct. af vælgerne har i dag en positiv opfattelse af Republikanerne, det laveste tal i 21 år, og 27 pct. af Republikanernes egne vælgere siger, at de er uenige med deres parti.

Hvad det alt sammen betyder?

Svaret er formentlig det bedste udtryk for, hvor stærke te-aktivisterne er. For Big Business raser, en borgerkrig truer partiet, og vælgerne dumper Republikanerne – og alligevel er kongrespolitikerne ikke villige til at dukke te-aktivisterne. De tør ikke. For i modsætning til erhvervscheferne skal de enkelte politikere ud i deres valgdistrikter, og de skal stå ansigt til ansigt med de aktivister, der er aktive – og det er ikke den moderate, lokale skjortefabrikant.

Som en af de traditionelle magtmænd, Vin Veber, i denne uge sagde til Washington Post: »Al energi i partiet er i det seneste år kommet fra te-bevægelsen. Jeg ved slet ikke, om det er energi tilbage blandt de moderate.«

Hvilket alt sammen har en historisk parallel, som er ildevarslende for partiet, skrev John Judis i New Republic: I 1960erne og 1970erne kom al energien hos Demokraterne fra »det nye venstre,« som var optændt af modstand mod Vietnam og præget af flower-power, og det førte partiet langt til venstre for vælgerne.

Det var ikke uden grund, at den republikanske guru, Karl Rove, dengang forudså en generation med republikansk hegemoni, og det tog Demokraterne 20 år og Bill Clinton at få centraliseret partimagten i Washington og gjort partiet kampdueligt igen. Det er den samme radikalisering, som Republikanerne kan være i gang med, skriver John Judis – og den kan også tage 20 år at gøre god igen.