Manden med to masker

Bill Murray fylder 60 i morgen.

Bill Murray. Fold sammen
Læs mere
Foto: KEVIN WINTER

Der er skuespillere, der kan begå sig lige så godt i komedien som i tragedien. Der er dog rigtig mange af dem, der af den ene eller anden grund ender med at sidde fast i den ene kategori. Økonomien og kendisfaktoren fejler ikke noget, men de skal ikke regne med at få roller, der afviger for meget fra publikums opfattelse af dem som enten sjove eller alvorlige skuespillere.

Det lod i mange år til, at den skæbne skulle overgå Bill Murray, der fylder 60 år i morgen.

William James Murray, som han er døbt, kom først på skærmen som komiker på Saturday Night Live med Howard Cosell i 1975, før han blev kendt som filmstjerne.

Op gennem 1980erne spillede han med i en række komediefilm, hvoraf en del, trods svingende kvalitet, var stærkt populære. Særligt »Stripes«, »Ghostbusters« I og II, »Scrooged« og »Tootsie« gjorde Murray til en af årtiets mest populære »sjove« skuespillere. Hans roller var oftest brovtende på grænsen til det utålelige, men det gik rent ind hos publikum.

1990erne fortsatte i underholdningens tegn med hits som »Hva´med Bob?« og »Groundhog Day«, indtil man i 1993 kunne se Murray som rå gangsterboss i »Mad Dog and Glory«.

Men så var det, som om Murray ville vise, at han ikke bare var til letbenede komedier. 1998 medvirkede han i Wes Andersons »Rushmore« og tre år senere i samme instruktørs »The Royal Tennenbaums«. Andersons mildt sagt skæve filmunivers, der på en gang er dybt tragisk og hylende morsomt, var som skabt til at Murray kunne genopfinde sig selv som skuespiller med forståelse for komikken - bevares - men med et enormt talent for dramaet og tragedien. Det indså Sofia Coppola, der i 2003 gav ham hovedrollen som fordrukken has-been i »Lost in Translation« - en film, der for alvor viste Murrays format som skuespiller og samtidig var en stor succes.

Efter »Lost in Translation« var det som om Murray ikke kunne begå fejl. Selv om han året efter lagde stemme til katten Garfield i animationsfilmen af samme navn, stod de seriøse roller i kø - og Murray skuffede ikke: I film som Jim Jarmuschs »Broken Flowers« og Wes Andersons »The Life Aquatic with Steve Zissou« spiller Murray midaldrende weltschmerz-ramte mænd, der holder deres omgivelser på afstand og mest af alt har ondt af sig selv uden at have ret til det. Og han gør det så blændende - så stille og underspillet - at det forekommer én uvirkeligt, at han nogensinde har virket brovtende eller utålelig på skærmen.