Manden fra Midland

George W. Bush har de rigtige menneskelige instinkter, de rigtige amerikanske kvaliteter, og alligevel gik det galt. Alligevel ender han som den – efter nogle målinger – mest upopulære præsident i moderne tid. Hvorfor? Poul Høi besøger Midland i Texas og fortæller, hvorfor manden bag magten ikke havde succes som manden med magten.

Foto: Jim Watson

Jeg står midt på hovedgaden, men jeg kunne lige så godt have stået midt i 1970erne – på en billøs søndag.

Her er ingen. Ingen biler, ingen fodgængere, ingen løse hunde, kun en vind, som synes at ramme mig i hovedet, uanset hvilken retning jeg går i, og så det støv og affald, som vinden slæber rundt på, og jeg får lyst til at holde hænderne op foran munden og råbe: »Hallo, er her nogen?«

Højhusene søjler sig op rundt om mig, mange af dem tilplankede og i forvitring, og midt på fortovet ligger en fugl, som har været død længe nok til at være uigenkendelig.

Pludselig kommer noget imod mig. Det begynder som en prik i horisonten, det bliver til en ukæmmet bold, og kort efter kan jeg se, hvad det er: En vindheks, en vindheks, som kommer tumlende ud af en cowboyfilm og hen ad hovedgaden, forbi de tomme huse, den døde fugl, forbi mig, og fortsætter sin uberegnelige rejse mod øst.

Hvad er det for en by? Hvad er det for et sted?

Præsident George W. Bush er snart historie.

Bogstavelig talt. Om få måneder skal vi ikke længere tage stilling til ham i real-time, men i historisk tid, vi skal forsøge at forstå, hvad der skete i en af de mest dramatiske præsidentperioder i en generation, og fortolkerne er i gang. Vi har fået biografier fra aktørerne, vi har fået bøger fra iagttagerne, og i næste måned udkommer »Historien om præsident Bush fortalt i vittighedstegninger«. På Amazon kan man bestille over 5.000 bøger om præsident Bush, og mange af dem har været kendetegnet ved en pinagtig vandring frem og tilbage – var han god eller dårlig – eller en til tider lige så pinagtig enetale for det ene eller det andet synspunkt.

Jeg vil lade det ligge, og i stedet vil jeg blot – som Jacob Weisberg i »The Bush Tragedy« – forudsætte, at præsident Bush som præsident var en forbier.

Han har i sit sidste præsidentår sat to tvivlsomme rekorder i meningsmålingerne – aldrig har så få amerikanske vælgere været tilfredse med en præsidents embedsførelse, aldrig har så mange været utilfredse. Han efterlader det største budgetunderskud i amerikansk historie, den værste økonomiske krise siden 1930erne, og en ledighed, der er 50 procent større end da han tiltrådte, og han efterlader et land i to tilsyneladende endeløse krige og med Osama bin Laden på fri fod, og han efterlader en verden, som aldrig har været så kritisk over for USA.

Så spørgsmålet er ikke, om det gik galt; spørgsmålet er, hvorfor det gik galt, og derfor står jeg midt i et mennesketomt Midland.

For han sendte mig hertil. Som han selv har sagt: »Hvis folk vil forstå mig, så skal de forstå Midland og livsholdningen i Midland.«

Og jeg vil gerne forstå ham.

Jeg har ikke bare skrevet om Bush-årene, begge hans valgkampe, hans sejre og nederlag, men jeg har også levet i Bush-årene; jeg har i officiel sammenhæng mødt ham en del gange, og jeg har mødt ham én gang mano a mano, og det kan vist ikke skade at skrive det nu: Jeg kan godt lide præsident Bush.

Han er en mand med hjertet det rigtige sted, han tror på nogle af de fundamentale kvaliteter, som har skabt Amerika – hårdt arbejde, stræbsomhed, hjælpsomhed, pietet, tolerance og retten til at genskabe sig selv – og Midland giver mig endnu et eksempel på manden bag magten. Jeg besøgte Dona Anita, en gennemsnitlig mexicansk restaurant med en ugennemsnitlig ejer, og her hørte jeg historien om boykotten, der fusede ud: Sidste år holdt latino-immigranter over hele USA en »bliv-hjemme-fra-arbejde-dag«, og restaurantens ejer, Luz Reyes, besluttede sig for at lukke i sympati. Straks førte det til et krav om boykot af Dona Anita. »Hold jer væk fra stedet,« lød en konservativ masse e-mail i Midland.

Men præsident Bush ville det anderledes. Han sendte tre af sine venner, tre af byens store oliemænd, til Luz Reyes, og én af dem sagde til hende: »Du har ikke gjort noget forkert. Vi elsker dig,« og i maj i år inviterede præsident Bush hende til middag i Det Hvide Hus og bænkede hende ved siden af viceudenrigsminister John Negroponte.

Sådan handler et menneske med format, og George W. Bush er et menneske med format.

Men – og det er selve mysteriet – hvorfor kan vi så ikke foretage en induktion fra mennesket bag magten til mennesket med magten, fra de gode hensigter til de tilsvarende gode resultater? Hvorfor kan vi ikke trække en linje fra Anita til Katrina, fra Dona Anita til Dona Nobis Pacem?

Jeg har forladt den tomme bymidte og bevæget mig ud af skyggen af højhuse, som ikke synes at have nogen eksistensberettigelse ud over at understrege Midlands motto – »The sky is the limit«. Jeg strider mig op mod vinden og forbi de allestedsnærværende fastfood-restauranter og pantelånerbutikker og nærmer mig et kvarter, som de lokale engang kaldte Easter Egg Lane, fordi husene som påskeæg var malet i optimistiske pastelfarver.

Det er små huse, flade og kasseformede, uden garage, uden frontveranda, adskilt af plankeværk, og her voksede præsident Bush op.

Hans barndomshjem er i dag museum, en tidslomme fra 1950erne, et beskedent hus, der – beskedenheden til trods – er det eneste amerikanske hjem, som under samme tag har huset to senere præsidenter, en senere førstedame og en senere guvernør. Bushs forældre, George og Barbara, flyttede i 1948 til Midland-området for at finde sort guld, de nåede på ti år at bo i seks huse, men når Bush junior taler om sit barndomshjem, så taler han om dette hus, og når han erindrer sin barndom, så erindrer han en pastelfarvet optimisme.

I sin bog »A Charge to Keep« beskriver han en Davre-barndom med endeløse sommerdage med baseball og grill i baghaven, børnene kunne cykle over hele byen uden at skulle frygte andet end deres egne skurkestreger, og »alle legede sammen, og alle forældre holdt øje med alle børn,« som han skriver.

Han kalder kapitlet for »Midland-værdier« og bruger det som en metafor for en verden, før verden gik amok, og som en metafor for eviggyldige og kernesunde værdier.

De fleste mennesker bliver lettere grødede i erindringer, når de tænker tilbage på deres barndom, det var en mere simpel tid, og selvfølgelig var det det, for det er nu engang mere simpelt at være barn end voksen, men i tilfældet Bush og Midland kan der også være en anden forklaring. Midland var – og Midland er stadig – en simpel by. Det er en by, hvor 65 procent af indtægterne er baseret på olie, og den slags samfund får ofte en jæger-samler mentalitet, hvor tilværelsen i sin enkelhed handler om at finde olie, finde en kone og finde Gud, ikke nødvendigvis i den orden. Midland behøver ikke at eksperimentere, mangelen på eksperimenter fører til en organisk konservatisme, som igen fører til en modstand mod eksperimenter, og resultatet er en by, hvor verden udenom synes at bevæge sig i et andet tempo end verden indeni.

Den berømte kulturgeograf D.W. Meinig karakteriserede i 1969 i bogen »Imperial Texas« moralen i området som en »provinsiel, landlig folkekonservatisme blandet op med en økonomisk konservatisme fra en ny klasse af velhavere«, og det gør Midland til »det reneste eksempel på hvid, angelsaksisk protestantkultur i Texas,« skrev han. 21 år senere skrev H. G. Bissinger i »Friday Nights Light«, at området »minder om den slags Amerika, som Ronald Reagan altid synes at forestille sig: Et sted, som stadig er forankret i en slags sød nostalgi for 1950erne – usofistikeret, basal, rå – et sted, hvor alle kan være nogen, og som klamrer sig til kvaliteterne i den amerikanske drøm, hvor vakkelvorn drømmen end er.«

»Det er den mest konservative by i hele landet,« siger tidligere borgmester Ernest Angelo. »Sådan har det været i over 30 år.«

Det er, hvad præsident Bush taler om, når han taler om, at folk kun kan forstå ham, hvis de forstår livsholdningen her i Midland. Det er, hvad han taler om, når han siger, at han til sin tid vil begraves i Midland.

Han ved, hvad han taler om. Han voksede op her, og som voksen – efter universitetsårene og årene i vildnisset – vendte han tilbage til Midland. Han fandt en levevej her; han fandt en kone her; han fandt politik her; han fandt Gud her; her var han ikke længere bare junior, søn af senior af samme navn. Som han svarede, da han blev spurgt om forskellen på sig selv og sin far. »Min far gik på Greenwich Country Day. Jeg gik på San Jacinto Junior High.« Eller sagt med andre ord. Min far er en cardigan fra de fine skoler på østkysten. Jeg er en cowboyhat fra det offentlige skolesystem i Midland.

Midland gav den unge Bush, hvad han trængte mest til – sin egen identitet. Midland blev ham, han blev Midland, og i Midland er det temmelig simpelt at kende forskel på godt og ondt. Hårdt arbejde er godt, olie er godt, kirke er godt, konservatisme er godt, kapitalisme er godt, hjælpsomhed er godt, Amerika og alt amerikansk er godt, og omvendt er det omvendte – i alle sine afarter – ondt, og det onde og de onde fylder lige så meget som det gode og de gode.

Det er formentlig ikke en nyhed for alle os, der kommer fra mindre byer uden for det kosmopolitiske magnetfelt, men man skal ikke opholde sig ret længe i Midland, før man finder ud af, at der uden om Midland findes mange fjender. Kaffedamen på den lokale Starbucks klager over, at GPS-folkene stadig ikke har fået hendes café plottet ind på bil-satellitterne. »Det er fordi, de er fra Dallas eller New York eller Washington. De regner os ikke for noget,« siger hun. En lokal olieveteran forklarer mig igen og igen, at Washington ikke har forstand på olieindustrien, og at Washington kun vil ødelægge fri foretagsomhed, og hvis det lokale fjendebillede støder mod virkeligheden, som den eksempelvis beskrives i medierne, så kan det kun skyldes den sammensværgelse af omstændigheder, som skaber medievirkeligheden.

Forfatteren Ruth Pennebaker skrev i sidste måned i Texas Observer, hvordan hun i 1960erne som teenager i Midland fuldstændig missede 1960erne. »1968 var det år, hvor alt ændrede sig. Undtagen i Midland. Andre steder lod mænd deres hår vokse, flirtede med kommunismen og røg forbudte stoffer, og kvinder skejede ud, selv om det ikke var den tid på måneden, men – Herren været lovet – alle var sunde og konservative hjemme i Midland.«

I nabobyen etablerede borgmesteren i 1982 organisationen Odessans for Decency, en organisation, som samlede 12.000 medlemmer, og som kæmpede mod de fire farer i det moderne samfund – abortlæger, pornografer, homoseksuelle, ateister – og i 1983 samlede organisationen hele området i massebøn for at forhindre en koncert med Ozzy Osbourne, og – Herren været lovet – Ozzy fik influenza og aflyste selv.

»Jeg gør ikke i nuancer,« har præsident Bush sagt, og det gør Midland heller ikke.

Jeg forlader Easter Egg Row og ankommer kort efter til det fremragende oliemuseum i grebningen af Midland.

Buck Watkins ser ud til at have rundet den alder, hvor årtiet og ikke det enkelte år betyder noget, og han rejser ikke længere rundt til alverdens oliecentre og gør – som de lokale kalder det – »bidness«, nu står han her og deler brochurer ud og viser turister til souvenirbutikken og fortæller historier om unge Bush.

»Han var aldrig en stor oliemand, han hænger ikke derinde,« siger han og peger på det lokale, hvor man kan finde et galleri af de største oliemænd i Midland, men »han var en flink fyr. Han var bare som os andre. Gjorde det samme. Mente det samme. Han var som Midland.«

Watkins er ikke forundret over, at Bush blev guvernør i Texas, men han undrer sig over, at han blev præsident i Washington.

»Washington er temmelig langt væk fra Midland,« siger han – og han mener det i mere end én forstand.

Set i bakspejlet skulle unge Bush måske været blevet i Texas. For hans succes som guvernør var omvendt proportional med hans fiasko som præsident, han blev i 1998 genvalgt med tal, der næsten modsvarer de nuværende utilfredshedstal, og dermed vender vi tilbage til spørgsmålet: Hvorfor var han en succes i Texas og ikke i Washington? Hvor var det sporskifte, hvor manden med de gode menneskelige instinkter og intentioner fortsatte ud ad det forkerte spor?

Efter et ophold i Midland er det ikke så svært at forstå – for man kan bringe politik ind i Midland, men man kun i en vis udstrækning bringe Midland ind i politik.

Præsident Bush har igen og igen sat amerikanerne og resten af verden i valget mellem godt og ondt, og han har forklaret os, at mennesker kun når egentlig storhed, når de ser verden i godt og ondt. Blot et udpluk af hans monokrome filosofi – han har sagt, at slaveriet i sin tid kun blev afskaffet, fordi folk forstod valget mellem godt og ondt; ungdomsoprøret og hippieværdierne er ved at gå i sig selv, fordi folk forstår, at det er et valg mellem godt og ondt; vælgerne går ind for hård justits, fordi de ser det som et valg mellem godt og ondt; og skattelettelser er et ubetinget gode, fordi skattelettelser er frihed, og det modsatte af frihed er ondt.

Det er muligvis den simple sandhed i Midland og Texas, og muligvis også på den store klinge. Præsident Bush var succesfuld i den første tid efter 11. september, fordi han kunne udtrykke tilstanden så simpelt og næsten churchillsk. »Vi vil ikke fejle, vi vil ikke tøve; vi vil ikke svækkes, vi vil ikke udmattes,« sagde Churchill i 1941. »Vi vil ikke tvivle, vi vil ikke udmattes, vi vil ikke tøve, og vi vil ikke fejle,« sagde Bush i 2001. »Churchill kunne have været fra Texas,« sagde han på et andet tidspunkt. Det var Bushs fineste time, det var det øjeblik, hvor manden fra Midland kunne bruge livsholdningen fra Midland og se verden i godt og ondt, sort og hvidt.

Men krigen mod terror var ikke en Churchill-krig, fra Dunkirk til Anzio, Kursk til Guadalcanal; snart handlede Bushs dagsorden igen om den slags problemer, hvor et absolut verdenssyn hæmmer sin ejermand, akkurat som for meget adrenalin hæmmer en mand, der bygger skibe i flasker. Hvor er fjenden, den store, churchillske fjende i diskussionen om sygesikring, folkepension, uddannelse, økonomi og klima, og hvad nytter det monokrome verdenssyn, når en monster af en orkan er på vej op gennem Den Mexicanske Golf?

Hvad sker der, når man f.eks. går ind i diskussionen om skattelettelser med en sort-hvid holdning, eller når man betragter mennesker med den samme sort-hvide holdning, eller når man bruger den sort-hvide holdning til at kommunikere med den halvdel af Kongressen, den halvdel af nationen, den halvdel af verden, som ikke deler den?

»Når man har så absolut en holdning, så har man ikke brug for uafhængige analyser. Når man har så absolut en holdning, så behøver man ingen empiriske beviser,« sagde en af topfolkene i Reagan-regeringen, Bruce Bartlett, der tilføjede:

»Men man kan ikke regere verden på så absolut en holdning.«

George W. Bush vidste alt, hvad han ville vide, da han blev præsident, han ville ikke vide mere, han behøvede ikke at vide mere, og ved et bevæget farvel-vælgermøde 17. januar 2001 i Midland lovede han, at han ville tage »en meget stor del af Midland« med sig til Washington.

George W. Bush holdt sit løfte. Desværre.