Manden der ville gå til Canada

Hamidur Rahman er en 30-årig mand fra Bangladesh, der ville gå fra Grønland til Canada. Han endte i Sandholmlejren, søgte at tage sit eget liv og er nu på flugt. Op til weekenden fortalte en tysk avis den utrolige historie.

<a href='http://images.bm4.metropol.dk//276/276560/276560_original.jpg'>Se i stort format</a><br> Fold sammen
Læs mere

BERLIN: En forårsdag for tre-fire måneder siden kørte en 30-årig mand fra Bangladesh over den dansktyske grænse. Hamidur Rahman sad i et tog, han var på vej til Canada for at begynde et nyt liv. Rahman kørte til Århus, til Billund og til København. Derfra fløj han til Færøerne. Herfra gik det videre til Rey- kjavik. Onsdag 18. april lander Rahman med et rødt propelfly i Thule i det nordvestlige Grønland.

Rahman er en bygningsingeniør med store problemer. Han tør ikke vende tilbage til sit hjemland, fordi han her var aktivist i det liberale, verdslige oppositionsparti Awami League, hvis medlemmer ifølge menneskeretsorganisationer risikerer bombeattentater, massefængslinger og tortur.

Derfor flygtede han først til Malaysia. Her forelskede han sig i en kvinde af kinesisk afstamning. De blev gift, trods protester fra hendes familie, som siden truer dem med vold. Parret flyttede til Bangladesh, hvor Rahman nu ikke blot må frygte for sit eget liv, men også konens religiøse forhold. Hustruen er konverteret og blevet muslim, men fundamentalisterne i Bangladesh mener ikke, hun er troende nok, fordi hun klæder sig »uislamisk«.

I november 2004 flygter Rahman med ægtefællen og deres etårige barn til Tyskland og søger politisk asyl. Hans ønske afslås, men familien indrømmes tålt ophold. Rahman får arbejdstilladelse, finder et job i et byggefirma, går på tyskkursus i al hemmelighed og betaler udgiften selv. Han vil ingen almisser, men klare sig selv.

Han søger et bedre betalt job og får det. Men han har glemt at aftale det med myndighederne, så han mister arbejdstilladelsen. For første gang mister han modet, tager en overdosis tabletter og indlægges på sygehus.

I denne situation går hans ægteskab i stykker. Rahmans hustru meddeler i marts 2007, at hun tager tilbage til Malaysia med sin søn. Dermed kan heller ikke manden fortsætte sit tålte ophold. Da han står i lufthavnen i Frankfurt og af en socialmedarbejder skal sættes i et fly til Bangladesh, stikker han af. Han har et nyt mål.

Hamidur Rahman vil til Canada, der, har han hørt, anerkender 95 procent af alle asylsøgere. Canada skriger også efter folk i byggebranchen.

Ikke desto mindre har canadierne tidligere afvist Hamidur Rahman. Han kan altså ikke rejse ind i landet lovligt. Han har en anden plan. Han vil gå til Canada.

Hundeslæden
Det er her, det danske rigsfællesskab kommer ind i billedet. Rahman har en idé om at krydse Smith Sund, den sydvestligste del af farvandet mellem Grønland og Ellesmere Island. Ellesmere er Canadas yderste forpost. Sundet er mellem 48 og 72 kilometer bredt og normalt frosset det meste af året, i alt skal der tilbagelægges omkring 200 kilometer, har han regnet ud.

Med en dagsmarch på ti kilometer kan det klares på 20 dage, mener han. Hamidur Rahman sætter sig i toget til Danmark, med sig har han et par tusinde euro, det er 15.000 kroner. Pengene har han dels selv sparet op, dels fået af slægtninge rundt om på kloden.

Rahman vælger mindre lufthavne uden meget kontrol. Derfor flyver han ikke direkte til Grønland, men bevæger sig langsomt, over Jylland og Sjælland til Færøerne og Island. I Thule, på grønlandsk Qaanaaq, er der mellem ti-tyve minusgrader, fra indlandsisen fyger kraftige storme over det lille samfund med 600 indbyggere. Rahman prøver forgæves at leje en snescooter, men folk er flinke, man søger at hjælpe ham, og således møder han Avigiak Petersen, en inuit, der taler engelsk.

Manden fra Bangladesh beder Petersen om at befordre ham med hundeslæde til Siorapaluk, en boplads endnu længere mod nord, hvorfra man, tror Rahman, kan se de canadiske bjerge. Det er umuligt, forklarer Petersen, isen er for dårlig. Man enes i stedet om at køre omkring 15 kilometer. I nærheden af kysten siger Rahman, at han vil spadsere tilbage til Thule. Han giver sig ud for at være turist, og turister finder på mærkelige ting, så der er ingen grund til mistanke.

Rahman begynder at gå mod Canada. Han er iklædt en vatteret kedeldragt, nedenunder er flere lag trøjer. Han har et kompas, et turistkort over Grønland, en primus, en sovepose og proviant. Han havde regnet med også at have et telt, en gummibåd, en slæde, et navigationsanlæg og et gevær til jagt og isbjørne. Han ville have købt det i Danmark eller Grønland. Men flybilletterne har spist hans formue op. Derfor står han nu, som en mand på vinterskovtur, selv om han befinder sig på en umulig rejse i et polarområde.

Tyskeren
Projektet lader sig ikke gøre, fordi havet mellem Grønland og Canada på grund af den usædvanlig varme vinter ikke er frosset til. Selv hvis der havde været is, ville strækningen til det nærmeste, beboede område have været langt længere end antaget, Rahman ved det ikke, og han har intet at tabe. Han skridter løs mod det forjættede land, men har ikke fast grund over fødderne. Isen er blød, han bryder jævnligt igennem og står i koldt vand til knæene, senere til hoften. Han indser, at han ikke kan gå over sundet, og at han i stedet må følge kysten, i første omgang til Siorapaluk.

Men Rahman er blevet kold, hans klæder er våde og hans proviant er frosset og uspiselig. Hans primus virker heller ikke. For at få lidt varme tænder han et bål med alt, hvad der kan brænde. Herunder sit pas. Ilden varer ikke længe. Rahman vandrer to dage og to nætter gennem det arktiske rum uden at se land eller civilisation. Da han er ved at give op, ser han en lille træhytte, der bruges af inuitjægere. Den er tom, men der er træ og petroleum, så han kan smelte sne og tilberede en portion posenudler. Så hører han en støj i det fjerne. Rahman kigger op, og ser en helikopter. Uden at tænke svinger han sit håndklæde. Helikopteren lander klos op ad hytten. Det er en maskine fra Air Greenland, som på grund af uvejr har ændret sin rute og tilfældigvis er roteret hen over manden, der ville til Canada. Piloten bjerger den udmattede og afkølede flygtning. Rahman er for træt til at lyve, så han fortæller hele historien. I Thule bliver han anholdt. Det var 20. april.

Politiet har medlidenhed med manden og behandler ham mere som gæst end som fange. 1. maj flyves Hamidur Rahman til Danmark. Han kommer i Sandholmlejren og venter på at blive udvist. Han har depressive tanker om dagen og kan ikke sove om natten. Han sultestrejker, alt imens han tænker på, hvordan han alligevel kan komme til Canada. 8. maj prøver han igen at tage sit liv. Han bringes til sygehuset og indlægges næste dag på psykiatrisk afdeling. Umiddelbart efter, om aftenen den 10. maj, klatrer han med bare tæer op i et træ og flygter. Politiet finder ham ikke.

Historien var næppe blevet kendt, hvis ikke Rahman i flyet fra Grønland, hvor han var ledsaget af en betjent, havde siddet ved siden af Tina Uebel, en tysk journalist på vej hjem efter en hundeslædeferie. Rahman fortalte sin historie til Uebel, der holdt kontakt med ham de følgende uger. Op til weekenden skrev hun i avisen Süddeutsche Zeitung om drømmen, der brast. Det er hendes beretning, Berlingske Søndag har gengivet. Hamidur Rahman kan ikke kontaktes, for han er igen forsvundet.