Manden der tog grueligt fejl

Alan Greenspan forsøger at komme tilbage i det gode selskab. Han har en vis succes med lette TV-spørgsmål, men blandt eksperterne er han stadig ham, der tog fejl.

Første uge af Alan Greenspans medieoffensiv var relativt positiv for den forhenværende forbundbankchef, men i denne den anden uge er kritikken taget til. En række eksperter efterlyser, at Alan Greenspan vedkender sig sin del af ansvaret i forbindelse med den finanskrise, der sendte økonomiske chokbølger ud i verdensøkonomien umiddelbart efter storbanken Lehman Brothers krak 15. september 2008. Arkivfoto: Kevin Lamarque/Reuters Fold sammen
Læs mere
Foto: ALEX WONG
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han er som en Napoleon efter Waterloo. Nederlaget plager ham tydeligvis, ydmygelsen piner ham, og han længes efter de dage, hvor verden kaldte ham »Maestro«. Så han skriver breve, han taler, han er på TV, han genkæmper slagene, og nu er han i en ny medieoffensiv.

Han hedder Alan Greenspan, og han var forbundsbankchef i USA mellem 1987 og 2006, først berømmet for opturen, så berygtet for nedturen og siden i kamp for sit renommé.

I sin nye bog »The Map and the Territory« giver han sin udlægning af begivenhederne, og han turnerer på TV-kanalerne, hvor journalisterne server ham den ene bløde bold efter den anden, og han gentager, hvad der er blevet hans mantra. Han kunne ikke have forudset techboblen eller finansboblen, hverken recessionen i 2001 eller den store recession i 2008, og han er uden skyld.

Finanskrisen var nærmest en naturkatastrofe, og »det var første gang, at markederne brød sammen og ikke kunne regulere sig selv,« som han ifølge New Republic har forklaret. Og derfor havde han heller ikke som forbundsbankchef noget kort at styre efter, for økonomien var ude i terra incognita, hævder han.

Det er hans ene budskab i bogen, og det andet er en økonomisk opsang til nutiden; vi er ved at pakke markedet ind i så mange regler og så mange krav, at vi kvæler det. Hvis USA fortsætter ad den vej, vil USA miste sin økonomske førerposition, og den økonomiske samfundsvækst er så beskeden, fordi USA bruger for mange penge på sygesikring og folkepension, skriver han.

Dermed er Greenspan vendt tilbage, hvor han kom fra. Som ung tilbad han den liberale filosof og forfatter Ayn Rand, som blandt andet skrev »Kun den stærke er fri« og prædikede minimalstat og totalfrihed for markederne, og ungdommens kærlighed ringer fortsat i ørerne på den 87-årige Greenspan. Mindre regering, mere marked, siger han i sin bog.

Kritikken tager til

Og hvordan er medieoffensiven så gået?

I den første uge gik den nærmest uimodsagt, og som David Dayen skriver i New Republic, skulle Greenspan blandt andet på TV svare på spørgsmål som: »Du blev udnævnt til ridder. Kommer det med en adelstitel eller sådan noget?«

Men i denne uge har de tungere kritikere taget over. Dayen er én af dem, professor Steven Pearlstein en anden og nobelprismodtager Paul Krugman en tredje.

Krugman afleverede blandt andet denne svider på sin blog:

»Siden Greenspan forlod forbundsbanken, har han taget fejl om alt og uden at lære af det. For tre år siden advarede han for eksempel om, at USA var tæt på at blive et Grækenland, og han forudsagde både inflation og høje renter. Han er ikke bare en dårlig økonom, men også et dårligt menneske, fordi han nægter at tage ansvar for de fejl, som han har begået.«

I New York Times gjorde Binyamin Applebaum opmærksom på endnu en fejlforudsigelse fra Greenspan, der i sin nye bog siger, at USA kan skabe mere vækst ved at sænke skatterne dramatisk. Men produktiviteten og væksten i USA har netop været historisk lav, siden præsident Bush i 2001 foretog sine store skattelettelser, og dermed hænger argumentet ikke sammen, siger Applebaum.

Andre har draget en parallel mellem Alan Greenspan og en anden aktuel økonom, professor Robert Shiller, der i forrige uge fik Nobelprisen. Shiller har således offentligt og i sin forskning dementeret Greenspans udsagn om, at krisen var force majeure og ikke til at forudse. Robert Shiller advarede i 1995 personligt Greenspan mod techboblen, og i 2005 advarede han mod boligboblen, og det er ikke korrekt, at der ikke var et kort at styre efter. Shiller brugte i 2005 de historiske data til at beregne et snarligt fald på 40 pct. i boligpriserne – og det holdt stik. Men Greenspan ville ikke høre tale om det.

»Jeg kunne ikke trænge igennem til ham,« har Shiller senere beskrevet. Greenspan ville kun høre, hvad han politisk ville høre, og det var laisser faire-politik og ditto økonomi. Hvis markedet gjorde et og andet, måtte det pr. definition være godt for økonomien, lød hans filosofi.

Doyen nævner et eksempel: I 2004 var boligpriserne allerede på vej op i boblesfæren, båret frem af eksotiske lånemuligheder, og Greenspan sagde i en tale i 2004, at det kun var godt, på trods af at hans egne folk i forbundsbanken var bekymrede for blandt andet de afdragsfri lån og subprimelån.

Et andet eksempel er de såkaldte kreditderivativer, som reelt er en slags væddemål om lån; bankerne bytter og vædder om risiko i lagvis af lån, der som ærten under madrasserne er sikret af boligmarkedet. På sit højeste udgjorde de såkaldte kredit default swaps mere end klodens samlede bruttonationalprodukt, og det var kun godt, sagde Greenspan i 2005 i sit vidneudsagn i Senatet. Rigmanden Warren Buffett kaldte godt nok derivativerne for et »økonomisk masseødelæggelsesvåben«, men det var forkert, forklarede Greenspan. Tværtimod gjorde det kun markedet mere sikkert, for det spredte risikoen, sagde han, og markedet ville jo ikke gøre noget, som kunne ødelægge markedet. Det var ulogisk.

Efterlyser erkendelse af skyld

Ulogisk eller ej, det var præcis, hvad der skete. Finanskrisen har mange skyldige, men den mest skyldige var kreditderivativerne og subprimelånene, siger eksperterne i dag.

Eller med andre ord: Markedet sprængte sig selv i luften.

Det ville være rart, hvis Greenspan i sin seneste bog var ærlig omkring fortiden i stedet for at give gode råd til nutiden, siger anmeldere som Applebaum, der blandt andet noterer, hvordan Greenspan skriver i bogen, at hele finanskrisen kunne have været undgået, hvis »man« blot havde krævet højere kapitalisering hos bankerne. Greenspan »skriver imidlertid ikke noget om, at Forbundsbanken under hans lederskab spillede en hovedrolle i at indføre de regler, som betød, at bankerne selv kunne bestemme deres kapitalisering, med et forudsigeligt resultat,« skriver Applebaum tørt.

Dermed er Greenspans forsøg på at omskrive historien blevet to historier. Det er muligt, at han blandt TV-offentligheden er krøbet op på pokalhylden igen, men blandt økonomer og andre eksperter er han stadig mere politiko end maestro, mere Ayn Rand end økonomisk forstand, og det piner og plager ham uden tvivl. Nederlaget, ydmygelsen – og eksileringen til St. Helena, hvor Napoleon endte sine dage.