Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
CLEVELAND: Hvis man tror, at det republikanske konvent udelukkende er et show med kendisser fra den politiske scene, militæret og fra TV-verdenen, så tager man fejl. For det konvent, der i Cleveland i Ohio varer frem til torsdag, er nøje koreograferet til at genskabe Donald Trump i en skikkelse, som gør ham bredt accepteret. Ikke alene i republikanske kredse, men også blandt uafhængige vælgere, latinoer, sorte og kvinder.
Manden bag det hele hedder Paul Manafort og er en karismatisk troldmand, der er hentet ind for at opbygge den nye Donald Trump, som på konventet kæmper med bagholdsangreb fra konservative såvel som fra moderate partifolk, der forsøger at forhindre ham i at blive partiets endelige præsidentkandidat.
I USA er der ingen, der undervurderer Paul Manafort. Lobbyisten har været ledende kampagnemand for »pæne« politikere som præsidenterne Gerald Ford, Ronald Reagan, George H.W. Bush og George W. Bush og for præsidentkandidater som Bob Dole og John McCain.
Manafort tager gerne diktatorer som kunder – blandt dem Ferdinand Marcos, Filippinernes tidligere præsident, og mange, mange andre. Manaforts firma har været nummer fem på en liste over lobbyvirksomheder, som arbejder for personer, der forbryder sig mod menneskerettighederne. Så Trump har hentet en person med »bred erfaring«, som en af hans kolleger siger til Berlingske:
»Manafort kan få en hvilken som helst diktator til at fremstå som en nødvendig person. Ikke nødvendigvis som en elsket person, men som en nødvendig diktator.«
Uden sammenligning i øvrigt, er det det, Paul Manafort lige nu forsøger, hvis man skal tro en række kampagnefolk. Han opbygger gennem konventdeltagere et nyt image af Donald Trump og skaber en nødvendighedens figur på en kaotisk verdensscene. Donald Trump skal være præsidenten, som folket behøver, fordi der ikke er et andet valg.
Donald Trump skal gøre »America Great Again«.
Kendisser i kø for at støtte Trump
Når det gælder scenografien, så er det overordnede slogan der stadig, mens kulisserne er skiftet. I forgårs var det »Make America Safe Again«, hvor mediestjerner optrådte side om side med tidligere medlemmer af de amerikanske Navy-SEALs-elitestyrker, og hvor New Yorks tidligere borgmester Rudolph Giuliani kaldte Donald Trump for USAs redningsmand.
Talerne stod i kø for at berette om, hvorfor de mente, at kun Trump kan genskabe sikkerheden i USA og i verden efter otte år under præsident Barack Obama. Drabene på tre politifolk i Baton Rouge var en solid baggrundskulisse.
I går var det så »Make America Work Again« med fremtrædende talere fra forretningsverdenen og to af Trumps børn. I dag er det »Make America First Again« om, hvordan USA genvinder sin styrke i verden, og i morgen sættes der fokus på personen Donald Trump under titlen »Make America One Again«.
Clinton er blot en tredje periode til Obama
Det hele er tilrettelagt med enkle fjendebilleder: Præsident Barack Obama og Demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton.
Som en mor til en af de dræbte amerikanske soldater fra Benghazi i Libyen, Patricia Smith, grådkvalt sagde til tilhørerne på konventet, så er Hillary Clinton den skyldige i, at hendes søn blev dræbt, da terrorister stormede det amerikanske generalkonsulat og dræbte fire amerikanske statsborgere, deriblandt USAs ambassadør i Libyen, Christopher Stevens. Ifølge Patricia Smith svigtede Clinton ved ikke at sikre penge til øget sikkerhed til konsulatet, og det kostede hendes søn livet.
»Hvis Hillary Clinton bliver valgt, så vil det blot blive en tredje periode til Obama,« sagde Smith, som lagde sig på samme linje som de øvrige talere: Trump er eneste lyspunkt i en kaotisk verden skabt af Obama og Clinton tilsammen. Hvis verden og USA igen skal blive »sikkert«, så er Trump den eneste, der kan gøre det, mente Patricia Smith.
Paul Manafort har udvalgt de politikere, der stiller op, med omhu. Ud over New Yorks tidligere borgmester er det senatoren fra Kentucky, Joni Ernst, der selv har været i Irak som soldat og nu er politiker. Det er Chris Christie, guvernøren fra New Jersey. Det er Wisconsins guvernør, Scott Walter. Og det er Texas’ tidligere guvernør Rick Perry ud over de republikanske politikere, som i forvejen støtter Trump, som for eksempel den tidligere formand for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich. Alle med et eneste budskab til de mange tvivlere, der stadig er på konventet: At Trump er den eneste, der kan redde USA fra at gå under i en kaotisk verden.
Og så er der Trumps to trumfkort. Hustruen Melania og hans elskede, succesrige datter, Ivanka Trump. Melania Trump trådte på konventets førstedag frem og leverede en tale, der blev vel modtaget af de delegerede, om Trump som ægtefælle, ven og forretningsmand. »Han svigter aldrig,« som hun sagde. Ganske vist blev Melania Trump beskyldt for plagiat, men det er der andre, der betaler prisen for – de, der har skrevet talen.
Donald Trumps datter, Ivanka Trump, har Manafort sat til at tale på sidstedagen. Hun er guld værd for Donald Trump, fordi hun er scenevant, og mange beundrer hende. Scenen er sat til et triumftog torsdag, når Donald Trump kåres – hvis ikke der sker noget uforudset. Men selv det hævdes Manafort at have taget hånd om.