Mandelas drøm er i økonomisk uføre

Tusinder står i disse dage i kilometerlange køer for at se Mandela i sin kiste. »Vi skylder ham det,« siger mange. Men en del af Mandelas drøm er forvitret. Ulighed og arbejdsløshed holder landets fattige i samme skruestik som apartheid.

Nelson Mandelas enke, Graca Machel, siger farvel til sin afdøde mand, der ligger på lit de parade i Pretoria. Foto: Elmond Jiyane/EPA Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

PRETORIA: Han ligger i sin kiste under glaslåget. Klædt i en brun og guldorange silkeskjorte af den afrikansk-mønstrede type, som han foretrak, men med helt glat ansigt. Uden de milde smilerynker, der gjorde ham så genkendelig.

Den fattige landsbydreng fra Qunu, der blev Sydafrikas mægtigste mand, ligger i disse dage på lit de parade under en blondedraperet baldakin foran Pretorias præsidentbolig. Her, fra en solbeskinnet bakketop højt hævet over hovedstaden og omgivet af æresvagter med bøjede hoveder, synes Nelson Mandelas livsvandring at have nået sin kulmination.

Nede i byen står titusinder i disse dage i timelange køer for at se ham en sidste gang. Sige farvel – eller som en flok studerende, Mary, Lebone og Martha, kappes for at sige i kor:

»Som sydafrikanere skylder vi ham det,« og »han gav os 27 år af sit liv, vi kan godt stå her hele natten, om det skal være.«

Det er udsagn, som går igen og igen, uanset hvem man spørger i køen, der slanger sig ud og ind gennem gaderne. Sydafrikanerne er mødt op for personligt at takke Mandela for at gøre en umulig vision til virkelighed. Men spørger man dybere ind til dagligdagen hos nogle af de mange fremmødte, står det også klart, at en del af Mandelas drøm aldrig blev realiseret: Drømmen om økonomisk lighed – eller i det mindste bare en fair chance for alle.

Frihed er det vigtigste

Flere i køen er kommet med bus fra Pretoria-township’en Mamelodi, et slumkvarter, som regeringen ganske vist har forbedret med asfaltveje, indlagt vand og elektricitet, men hvor indbyggerne slås med at få en arbejdsløs dagligdag med for få penge til at hænge sammen:

»Det største problem her i landet er den manglende jobskabelse. Selv hvis de unge får sig en uddannelse, er der er ingen job til dem,« siger Simon Maredi på 69 år, en pensioneret fabriksarbejder, som har boet hele livet i Mamelodi. Han så Mandela blive smidt i fængsel og så ham vandre ud igen. Han har set ting blive bedre, men også liv og håb gå til grunde omkring sig:

»Jeg giver ikke Mandela skylden, for Mandela gav os frihed – og frihed er vigtigere end alt andet. Men folk er frustrerede,« siger den ældre mand.

I sin levetid var Nelson Mandela en udtalt fortaler for fattigdomsbekæmpelse og omfordeling af samfundets rigdomme. Da han i 1994 indtog præsidentposten, blødte han imidlertid op på Den Afrikanske Nationalkongres’ (ANC) socialistiske linje, droppede alle indædte ANC-krav om nationalisering af store virksomheder og hidkaldte i stedet udenlandske investorer og konglomerater med løfter om fri markedsøkonomi og politisk stabilitet.

Men mens Mandelas økonomiske politik nok genskabte den internationale tillid til Sydafrika, blev landet aldrig den økonomiske dynamo eller »løveøkonomi«, som det ressourcerige land ifølge internationale vurderinger ellers har potentialet til. Vækstraterne ligger på et beskedent niveau sammenlignet med eksempelvis Kina og Indien, og det skyldes blandt andet, mener sydafrikanske og internationale eksperter, at Mandela-regeringen aldrig fik gjort op med gamle, stive arbejdslove – og at Sydafrika trods Mandelas optagethed af uddannelse ikke har haft succes med at vende et skolesystem, der pumper unge med de forkerte færdigheder lige lukt ud i arbejdsløshed.

Den internationale organisation OECD roser Sydafrika for sin voksende gennemsnitsindkomst, for en bedre generel sundhed i befolkningen og faldende kriminalitetsrater. Værre – faktisk helt skidt – går det med landets ulighed og arbejdsløshed. Sydafrikas nationale fattigdomsgrænse lyder på 43 dollar om måneden (under otte kroner om dagen) i nutidspriser. 47 procent af sydafrikanere lever under den grænse, og det er en større andel af befolkningen end i 1994, da Mandela kom til.

Fattigdomsproblemet er svært at løse, så længe landets arbejdsløshedsrate ligger på så katastrofalt højt et niveau; hver fjerde er uden job. Blandt andet derfor er Sydafrika et af de mest ulige lande i verden. Således tjener en gennemsnitlig hvid familie – apartheid eller ej – seks gange dét, en sort familie har at leve for.

Bekymring for børnene

Bertha Makgalo på 54 år er en af de sydafrikanere, der synes, at livet er lige vel hårdt. Trods en uddannelse og et fast job som sygeplejerske på et offentligt hospital, har hun svært ved at få sin månedsløn på 14.000 rand (7.000 kroner) efter skat til at slå til. De skal dække transport, mad, pension, sygeforsikring og husleje:

»Vi har næsten nået Mandelas drøm, men fremskridtene sker meget langsomt. Jeg skal ikke klage, for jeg ved, at mange – især ude på landet – ikke har nok. Folk uden job forsøger at beskæftige sig selv, måske sælger de brød eller cigaretter, men mine nabobørn, som lige har mistet deres far ... min gud, dem er jeg bekymret for,« siger Bertha, mens hun virrer med sin Mandela-roset mod himlen.

Den sydafrikanske stat forsøger at holde hånden under de fattigste. En fjerdedel af sydafrikanerne modtager ydelser, så de kan holde sig i live, og en målrettet indsats for at give alle indbyggere adgang til basale livsfornødenheder betyder, at tre ud af fire i dag har et egentligt hus med rindende vand at bo i, ligesom otte ud af ti har adgang til elektricitet, viser tal fra udviklingspolitisk researchafdeling på University of Cape Town.

Men staten har på længere sigt ikke råd til at forsørge hver fjerde. Og de unge, der er særligt plaget af arbejdsløshed, har ingen eller meget svag erindring om apartheidtiden. De lader sig ikke længere spise af med historier om, at alting var endnu værre i gamle dage.

De ældre som Simon Maredi og Bertha Makgalo tilhører de sidste generationer, som accepterer, at ikke alt, Mandela drømte om, blev en realitet. Uanset hvad, ville de aldrig i livet skyde skylden på Mandela. Det vil ingen i disse dage:

»Jeg vil føle mig som det mest velsignede menneske i verden, hvis jeg kan sige det sidste farvel,« siger Bertha Makgalo.

Hun beder til, at hun er blandt de heldige, der når frem til Mandelas kiste. Og at hun derefter er blandt dem, der fanger den gratis særbus hjem til Mamelodi. Den almindelige bus har hun ikke råd til.