Mand mistænkt for at ville aflytte OpenAI skal forblive anholdt
En amerikansk dommer ser risiko for, at saudiarabisk mand ikke vil møde op i retten igen og tilbageholder ham.

En amerikansk dommer ser risiko for, at saudiarabisk mand ikke vil møde op i retten igen og tilbageholder ham.

En saudiarabisk mand, der tidligere var ansat ved ChatGPT-skaberen OpenAI, skal forblive i de amerikanske myndigheders varetægt.
Det har den føderale dommer Alex Tse besluttet mandag.
- Der er en betydelig risiko for, at han ikke vil møde op (igen, red.), siger Alex Tse i kendelsen, der blev afsagt i et retslokale i San Francisco i Californien.
Dommeren har dermed afvist mandens advokaters anmodning om løsladelse.
Manden er 35 år gammel og hedder Abdulrahman Alfozan. Han er anklaget for i hemmelighed at have anbragt en optageenhed på et af OpenAI's kontorer i San Francisco.
OpenAI har beskrevet optageren som "avanceret".
Han blev fyret og anholdt den 9. oktober og risikerer op til fem års fængsel, hvis han dømmes for ulovlig aflytning.
Anklagemyndigheden havde argumenteret for, at fængslingen af ham skulle opretholdes, da han tidligere har haft hyppig kontakt med et unavngivet medlem af den saudiarabiske kongefamilie.
Et unavngivet medlem af den saudiske kongefamilie forsøgte adskillige gange at rekruttere Alfozan til et AI-initiativ i Saudi-Arabien.
- Saudi-Arabien har mere brug for dig end USA, lød det i en beskedudveksling på WhatsApp.
Alfozan svarede "100" og gav dermed til kende, at han var enig.
Før sin anholdelse købte Alfozan desuden en enkeltbillet til Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, til den 12. oktober. Den brugte anklagemyndigheden som bevis på, at der var risiko for, at han ville flygte.
Det afviser William Pernik, der er Alfozans advokat. Han henviser til, at Alfozan havde booket en samtale om amerikansk statsborgerskab til den 6. november.
Alfozans kone og deres spædbarn forlod USA den 10. oktober - dagen efter at han blev anholdt.
Flybilletterne var betalt af en saudisk militærperson, har anklagemyndigheden oplyst. Anklagerne påpeger, at USA og Saudi-Arabien ikke har nogen udleveringsaftale.
Beskyldningerne mod Alfozan indeholder ikke direkte punkter om spionage.
Alligevel antydede USA's nationale efterretningsdirektør, Jay Clayton, i en udtalelse i sidste uge, at sagen udgør en bekymring for den nationale sikkerhed.
- Hvad end den tiltalte ville optage OpenAI-møder for sin egen vindings skyld ved at fremme sine egne forretningsmuligheder, eller om det var for at yde bistand til en fremmed regering - eller begge dele - er hans adfærd strafbar, lød det fra Clayton.
RITZAU/AFP