Mand meldes død af coronavirus i Hongkong

Det andet dødsfald i forbindelse med coronavirus uden for Kina er bekræftet af myndigheder i Hongkong.

Personale fra et hospital i Wuhan sprayer desinficerende væske på en patient, som er på vej ud af et hospital i den kinesiske storby Wuhan, som er centrum for krisen. str/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Hongkong blev tirsdag det andet sted uden for Kina, hvor en corona-viruspatient er død. Myndighederne advarede om, at der er overhængende fare for udbredelse af mere smitte i den tæt befolkede storby.

Den nu afdøde 39-årige mand boede i Hongkong, men han havde besøgt Wuhan i Kina i sidste måned og kom hjem med et højhastighedstog 23. januar. Han var ifølge myndighederne diabetiker.

Der er 17 bekræftede infektioner i Hongkong.

I Genève siger Verdenssundhedsorganisationen, WHO, at der endnu ikke er tale om en pandemi, men fortsat en epidemi.

»Der er tale om en alvorlig situation i Kina, men virusudbruddet er ikke en international sundhedskrise,« siger WHOs generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Det britiske udenrigsministerium siger tirsdag i en rejsevejledning til britiske statsborgere, at "hvis I er i Kina og i stand til at forlade landet, så bør I gøre det".

American Airlines meddelte samtidig, at selskabet indstiller flyvninger til og fra Hongkong frem til 20. februar.

Coronavirusset har dræbt over 425 mennesker i Kina, siden det begyndte at blive spredt fra den centrale storby Wuhan i slutningen af 2019. Virusset er i dag spredt til over 25 lande.

Langt de fleste dødstilfælde er sket i selve Wuhan og i den omliggende provins Hubei, som har været lukket ned på mange områder i næsten to uger.

Ud over Hongkong er der indtil nu kun et dødstilfælde uden for fastlands-Kina. Det er sket i Filippinerne.

Myndighederne i nogle asiatiske lande er begyndt at reagere på paniktegn og misinformation om sygdommen ved at foretage anholdelser eller give bøder.

Mindst 16 personer i fem lande er anholdt for at have skrevet om virusset på en måde, som har generet myndighederne.

Flere hundrede personer blev bragt ud af Wuhan-området tirsdag. Evakueringer var forberedt til blandt andet Rusland og Ukraine.

/ritzau/Reuters