Mand med armbrøst mistænkes for at dræbe to i Holland

To personer er blevet dræbt i hollandsk by, hvor en mand i bar overkrop kunne ses med en armbrøst på en altan.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hollandsk politi har fredag eftermiddag anholdt en person med en armbrøst.

Den anholdte er mistænkt for at have dræbt to personer og såret to i byen Almelo nær grænsen til Tyskland.

Det skriver den hollandske avis De Telegraaf.

Optagelser fra området fra den hollandske tv-station RTV Oost viser en mand i bar overkrop, der står med en armbrøst på en altan i et beboelseskvarter.

De to dræbte er imidlertid ikke blevet slået ihjel med en armbrøst. De er stukket ihjel med en kniv og blev fundet inde i bygningen.

Politiet bekræfter over for den tyske avis Bild, at gerningsmanden befandt sig på en altan med en armbrøst, da betjentene nåede frem. Han affyrede flere pile med sin armbrøst.

Derfor følte politiet sig nødsaget til at åbne ild, og kort efter var betjente i stand til at anholde manden.

Politiet oplyser intet om gerningsmandens eller de dræbtes identitet.

Til De Telegraaf siger en talsmand for politiet, at »der ikke foreligger et terroristisk motiv«.

Politiet kender endnu ikke motivet bag angrebet.

»For øjeblikket er politiet fuldt beskæftiget med efterforskningen. Så snart det er muligt, vil der følge nærmere oplysninger,« skriver byens borgmester, Arjen Gerritsen, på Twitter.

Seks ambulancer og mindst lige så mange politibiler har været til stede ved gerningsstedet, skriver avisen De Stentor.

/ritzau/