Mand kravlede ned i toilet for at hjælpe ven i nød - og kunne ikke komme op

Foto: Foto: Drammen brandvæsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 20-årige nordmand Cato Berntsen Larsen opfatter normalt ikke sig selv som specielt overvægtig.

Alligevel måtte han forleden sande, at et par kilo mindre på kroppen havde gjort noget af en forskel og sparet ham for noget af en oplevelse.

»Jeg var tynd nok til at komme ned. Men ikke op igen,« måtte han erkende overfor norske Drammens Tidende.

Og det han mener, er det, du kan se på billedet. To hænder, der desperat klamrer sig til toilettet. Indefra. Nedefra.

Cato Berntsen Larsen ville være en rigtig guttermand og hjælpe en ven, som havde tabt sin mobiltelefon ned i det offentlige toilet. Vennen forsøgte først at fiske den op selv, men forgæves. Den var gledet for langt ned i toilettanken.

»Så sagde han til mig, at jeg var tyndere og nok kunne komme ned og få fat i den,« fortæller han til Drammens Tidende.

Han hoppede i med fødderne først. Det gik fint. Men så sad han fast.

I en time kæmpede den unge nordmand for at kæmpe sig op og ud af toilettet igen.

Til sidst måtte brandvæsenet rykke ind og trække ham fri. Efter dog først at have smadret toilettet.

»Det var klamt ad helvede til,« sagde han efterfølgende til avisen VG.

»Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet. Og der var dyr dernede også. Jeg hopper aldrig i et toilet igen.«

Hvad der skete med vennens mobiltelefon, melder historien desværre ikke noget om!