Mand halshugget i formodet IS-angreb i Frankrig

Følg livebloggen nederst i denne artikel, hvor vi samler de seneste oplysninger om terrorangrebet på en fabrik nær Lyon.

Fredag formiddag brasede en bil med to mand ind til en fabrik i den franske by Saint-Quentin-Fallavier, der ligger i nærheden af Lyon.

Kort tid efter detonerede en eller flere bomber, og flere medier, herunder det franske nyhedsbureau AFP og Le Dauphine, rapporterer, at en række personer er sårede.

Indtil videre meldes én person død. Den dræbte blev angiveligt halshugget, og kroppen blev fundet liggende på jorden et par meter fra hovedet, der var fastgjort til en port ind til fabrikken.

På hovedet står der efter sigende arabiske tegn, og et Islamisk Stat-flag er blevet set. Ifølge DR bliver angrebet hyldet af IS-støtter på sociale medier.

Indtil videre er en 30-årig mand er anholdt, og politiet jagter den anden formodede gerningsmand.

De franske myndigheder efterforsker hændelsen som terror, og den franske præsident Francois Hollande har på et pressemøde slået fast, at der er tale om et terrorangreb.

»Det er et terrorangreb, det er der ingen tvivl om,« sagde han ifølge BBC.

Ifølge Le Dauphin siger en kilde i den franske efterretningstjeneste, at der har været flere indikationer på et nært forestående terrorangreb på fransk jord. Der er som følge af angrebet givet ordre til ekstra bevogning ved udsatte steder i nærheden af Rhône-Alpes.

Fabrikken, der hedder Air Products, leverer blandt andet gas og kemikalier til den nærliggende lufthavn Lyon-Saint Exupéry.

Den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, er ankommet til gerningsstedet, og oplyser, at den anholdte 30-årige har været under overvågning på grund af radikalisering.

Præsident Hollande har afbrudt sin deltagelse i EU-topmødet i Bruxelles, hvor også Helle Thorning-Schmidt (S) er til stede, for at tage tilbage til Frankrig.

Det ved vi om angrebet:

  • To mænd, den ene er 30 år, ankom angiveligt i bil til fabrikken Air Products, der ligger i nærheden af den fanske by Lyon.

  • Med sig bar de bannere med arabisk skrift, og flere vidner har ifølge en række medier observeret IS-flag.

  • Ved fabrikken, der blandt andet leverer gas og kemikalier, detonerede de en række mindre bomber.

  • Eksplosionerne har såret flere, mens en enkelt meldes død - måske ved halshugning. Den døde persons hoved blev fundet fastgjort på lågen ind til fabrikken, mens kroppen lå et par meter derfra. På hovedet står der angiveligt arabiske skrifttegn.

  • Politiet har anholdt den 30-årige af de to mænd, der i forvejen er kendt af myndighederne.

  • Samtidig er brandmænd rykket ud for at slukke branden, og indenrigsminister Bernard Cazeneuve er på vej til fabrikken.

  • Premierminister Manuel Valls har givet ordre til at styrke sikkerheden en række udsatte steder.

  • Det er ikke andet end et halvt år siden, Frankrig sidste blev udsat for et angreb, da magasinet Charlie Hebdo blev angrebet.

Følg vores live-blog herunder:

Hav tålmodighed - bloggen skal loade.