Mand dræbt af skud i Malmø

En mand blev søndag aften skudt ved en restaurant i Malmø. Manden er nu død af sine kvæstelser, oplyser politiet i den sydsvenske by ifølge flere medier.

Skudepisoden fandt sted på Möllevångstorget i Malmø. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Feldt

Malmø er endnu en gang ramt af en alvorlig skudepisode. Søndag aften omkring klokken 18.40 blev en mand såret af skud, skriver flere svenske medier.

Manden er nu afgået ved død. Det oplyser politiet i den sydsvenske by ifølge flere svenske medier.

Skyderiet skete uden for en restaurant på Möllevångstorget.

Ifølge Kvällsposten blev manden skudt flere gange i hovedet.

Øjenvidner oplyser til Sydsvenskan, at de hørte tre skud. Derefter så de en mand blive båret ind i en bil, som kørte af sted i høj fart.

Siden nytår har der været adskillige tilfælde af skyderi og drab i Malmø.

3. januar blev en 22-årig mand dræbt af skud i bydelen Fosie, og omkring en uge senere blev en 16-årig dreng skudt og dræbt ved et busstoppested i den berygtede bydel Rosengård.

Samtidig har flere personer, som i forvejen er kendt af politiet, været udsat for skyderi i de seneste måneder.

Natten til onsdag blev en vicevært ramt af skud, da han var ude for at salte fortove i et boligområde i Malmø. Han er fortsat indlagt med livstruende skader.

Sidste år registrerede svensk politi mindst 23 skyderier med dødelig udgang i hovedstaden Stockholm samt i Gøteborg og Malmø.

Ti af dem fandt sted i Stockholm-området, syv i Malmø og seks i Gøteborg.

/ritzau/TT